Video : Tipsbladet
Champions League

Messi sender hilsen til coronasmittet Ronaldo: Bliv klar til onsdag

Lionel Messi krydser fingre for, at Cristiano Ronaldo kan nå at blive klar til onsdagens Champions League-brag mellem Juventus og Barcelona.

Barcelona tager lørdag imod Real Madrid, og inden det imødesete brag har Lionel Messi ladet sig interviewe af DAZN, hvor argentineren erkender, at El Clásico ikke er helt det samme uden Cristiano Ronaldo.

- Da Cristiano spillede for Real Madrid, så var det selvfølgelig nogle specielle kampe. Kampene mod dem er altid specielle, men med Cristiano på banen var de noget helt særligt, lyder det således fra Messi.

De to superstjerner havde en intens rivalisering kørende, da de begge spillede i La Liga.

- Det hører fortiden til nu, og vi ser frem mod de udfordringer, vi har i dag. Onsdag kan vi få en ny duel, og vi håber, at Cristiano kan være med, og at han snart kommer sig, efter at have fået coronavirus, lyder det fra Messi.

Ronaldo-duel var noget særligt
Barcelona gæster på onsdag Juventus i Champions League, men Cristiano Ronaldo misser sandsynligvis opgøret, da portugiseren for anden gang har testet positiv for coronavirus

- Duellerne med Ronaldo var og er noget særligt, som aldrig vil blive glemt. Duellen har varet i mange år, og det er ikke nemt at holde sådan et niveau i så lang tid, lyder det fra Messi. 

- Vores ligeværdige duel i så mange år vil aldrig blive glemt. På et personligt niveau var duellen med Cristiano rigtig god, og jeg tror, at folk nød den. Real-fans, Barça-fans og fodboldfans generelt overværede et formidabelt show. Vi håber, at vi kan frembringe flere følelser (på onsdag, red.).