Video : Tipsbladet
Champions League

Mourinho advarer Felix: Dit ansvar er stort

At Atlético Madrid betalte så meget, som de gjorde for João Felix, kommer til at følge den unge portugiser, mener José Mourinho.

Atlético Madrid betalte tidligere på sommeren mere end 900 millioner kroner for at købe João Felix i Benfica.

Og selvom den blot 19-årige angriber fik en perfekt optakt til sæsonpremieren mod Getafe, da han forleden scorede begge Atlético-mål i 2-1-sejren over Juventus, mener José Mourinho, at den tornhøje pris giver Felix et ansvar, han ikke kan slippe fra.

- Han har en udfordring på grund af sit store talent og den investering, som klubben har lavet, siger manageren til det portugisiske fodboldforbunds TV-kanal og tilføjer:

- Jeg mener ikke, at han kan slippe væk fra det ansvar. Det er lige meget, om han er 18, 20 eller 25 år gammel. Det, der betyder noget, er hans talent og det ansvar, han har.

Atlético Madrid har brugt yderligere 800 millioner kroner på spillere som Kieran Trippier og Marcos Llorente, og ifølge Mourinho er det nu for alvor tid til, at hovedstadsklubben leverer.

- Atlético Madrids investeringer efterlader dem med et ansvar for at kæmpe med om Champions League og La Liga.

- Det står klart, at Barcelona og Real Madrid skal være med fremme på grund af deres styrke, finansielle kapacitet, kultur og kvalitet. I de seneste år har Atlético været uden ansvar, men størrelsen på deres investeringer er utrolige. Det er tid til at sige: "Vi er her, vi er store, vi vil være store, og vi er her for at vinde."

Diego Simeones mandskab indleder sæsonen med en hjemmekamp mod Getafe søndag aften.