Video : Tipsbladet
Champions League

Mourinho om Rose: Han er stadig med i mine planer

Danny Rose har ikke været med i truppen i Tottenhams seneste to kampe, men José Mourinho har stadig et godt øje til den 29-årige venstreback.

Danny Rose var for anden kamp i træk ikke med i truppen, da Tottenham lørdag spillede 0-0 ude mod bundholdet Watford i den 23. spillerunde af Premier League.

Rose var heller ikke med i London-klubbens sejr i midtugen mod Middlesbrough i FA Cuppen, hvorfor der hersker tvivl om hans fremtid under José Mourinho.

Tottenham-manageren forsikrede efter lørdagens kamp mod Watford, at den 29-årige venstreback stadig er i spil til startopstillingen.

- Ja, han er en del af mine planer. I sidste hjemmekamp mod Middlesbrough, der er et meget offensivt hold, ville jeg gerne udvikle de unge spillere og give en ny chance til Ryan Sessegnon for at spille 90 minutter, siger Mourinho til Sky Sports.

- Det var en kamp, som Rose ikke behøvede at spille for sin udvikling som spiller.

I opgøret mod Watford var det 20-årige Japhet Tanganga, som erstattede Rose, der havde problemer med sin ryg.

- I dag (I går, red.) havde han (Danny Rose, red.) en lille rygskade, som han havde pådraget sig for to dage siden. Derfor besluttede vi, at vi kun ville have fitte spillere med til kampen.

29-årige Rose har muligheden for at komme i aktion igen, når Tottenham spiller mod Norwich i Premier League i midtugen.