Optakt: Atlético Madrid - Juventus
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Atlético Madrid - Juventus

Opgøret i Madrid tegner ikke til at blive en målfest. Begge hold er kendt for deres defensive disciplin, og onsdagens 1/8-finale kan således sagtens udvikle sig til en særdeles taktisk affære.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 21.00
Spillested: Wanda Metropolitano
Dommer: Felix Zwayer
På TV: 3+

Holdnyt:
Atlético Madrid
Diego Simeones tropper slog i weekenden Rayo Vallecano med 1-0 på et mål af Antoine Griezmann, og holdet overtog dermed andenpladsen i La Liga fra Real Madrid, der dummede sig mod Girona. Atlético Madrid havde ellers mistet andenpladsen weekenden forinden, da holdet tabte med 3-1 til netop Real Madrid. Ugen inden havde Atlético Madrid tabt til Real Betis, så der er ikke tale om et mandskab, der går ind til Juventus-kampen i formidabel form.

Finalen i Champions League spilles i denne sæson på Atlético Madrids hjemmebane, Wanda Metropolitano, og derfor vil det selvfølgelig være højdepunktet i klubbens historie, hvis det lykkes at vinde turneringen på sit eget stadion. Lodtrækningen til 1/8-finalerne kunne dog ikke være forløbet meget værre for Atlético Madrid. Juventus har i 24 Serie A-kampe vundet 21 og spillet tre uafgjort, så der er tale om en velsmurt maskine, omend Allegris tropper røg ud af pokalturneringen for nogle uger siden. 

Atlético Madrid har siden Diego Simeones ankomst i 2011 været kendt som Europas måske stærkeste mandskab, rent defensivt. Derfor var det også overraskende, da holdet i efteråret blev banket med 4-0 af Dortmund i gruppespillet. Madrilenerne måtte således tage til takke med andenpladsen i gruppen.

Det forventes, at Alvaro Morata får sin Champions League-debut for Atlético Madrid, selvom Diego Costa vendte tilbage efter sin skade i weekenden. Til gengæld sidder Lucas Hernandez ude med knæproblemer. Rekordindkøbet Thomas Lemar forventes at starte på bænken.

Juventus
Torino-klubben har dræbt al spænding i Serie A i denne sæson, hvor holdet har 13 point ned til Napoli på andenpladsen. Juventus slog i weekenden Frosinone med 3-0 i en kamp, hvor Cristiano Ronaldo scorede sit ligamål nummer 19. I efterårets gruppespil imponerede Juventus også, selvom 2-1-nederlaget til Manchester United var lidt af en streg i regningen.

Juventus har ikke vundet Champions League siden 1996. Klubben har tabt sine seneste tre finaler i 2015, 2003 og 1997. Med købet af Cristiano Ronaldo er der ingen tvivl om, at klubben går benhårdt efter Champions League-trofæet i denne sæson. 

Massimiliano Allegri må undvære de skadede Juan Cuadrado og Sami Khedira, men til gengæld er Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini blevet klar efter småskavanker.

Karantæner:
Atlético Madrid: Ingen.
Juventus: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Atlético Madrid (4-4-2): Oblak - Arias, Godín, Gimenez, Luis - Koke, Rodri, Thomas, Saul - Griezmann, Morata

Juventus (4-3-3): Szczesny - Cancelo, Bonucci, Chiellini, Sandro - Pjanic, Matuidi, Bentancur - Dybala, Mandzukic, Ronaldo

Profilen:
Alvaro Morata er tilbage i Madrid, hvor han tidligere har optrådt for Atléticos hvidklædte rivaler. Morata havde det svært i Chelsea, men angriberen er startet inde i Atlético Madrids seneste tre ligakampe. I weekendens 1-0-sejr over Rayo Vallecano blev han noteret for en assist ved Griezmanns sejrsmål. Morata har desuden en fortid i onsdagens modstander, Juventus, hvor han havde pæn succes mellem 2014 og 2016. Spanieren scorede i Champions League-finalen, da Juventus tabte 3-1 til Barcelona.

Vidste du, at...:
De to hold mødtes senest i gruppespillet i Champions League i 2014/15-sæsonen, hvor italienerne nåede finalen. Der faldt kun ét mål i de to gruppekampe mellem Atlético Madrid og Juventus, og det blev scoret af Arda Turan i kampen i Madrid. 

Dom:
Det er den bedste defensiv i Spanien mod den bedste defensiv i Italien, der mødes onsdag aften. De to hold lukker i gennemsnit mellem 0,6 og 0,7 mål ind i deres ligakampe. Med spillere som Griezmann, Ronaldo og Dybala på banen er det selvfølgelig umuligt at afvise, at der vil falde scoringer, men buddet herfra lyder på en taktisk præget nulløsning.

Tidligere indbyrdes opgør, form og resultater: