Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Dortmund - Barcelona

Champions League bliver tirsdag aften indledt med et brag, når Barcelona skal på besøg i Dortmund.

Kampfakta:
Tidspunkt: Tirsdag klokken 21.00
Stadion: Westfalenstadion
Kanal: 3+

Holdnyt:
Dortmund
Tyskerne går ind til Barcelona-braget med selvtillid, idet man i lørdags sendte Leverkusen hjem med et knusende 4-0-nederlag. Anfører Marco Reus blev dobbelt målscorer i storsejren, hvor danske Thomas Delaney efterfølgende blev rost til skyerne af Dortmund-sportsdirektør Michael Zorc.

Nyindkøbet Thorgan Hazard misser formentlig opgøret med en skade, men det skal blive spændende at se, om supertalentet Jadon Sancho kan drive gæk med Barcelona-forsvaret. 

Barcelona
Katalanerne har fået en blandet start på den hjemlige liga, hvor det i de to første udekampe kun er blevet til sammenlagt ét point. Til gengæld har mestrene vundet begge hjemmekampe med 5-2. Senest blev Valencia banket i weekenden, hvor Frenkie de Jong og den 16-årige Ansu Fati efter syv minutter havde bragt Barcelona foran med 2-0. 

Luis Suárez vendte desuden tilbage efter en skadesperiode, da han blev skiftet ind i anden halvleg. Uruguayaneren kvitterede med to scoringer. Til gengæld tegner det ikke umiddelbart til, at Lionel Messi kan nå at få sin sæsondebut på Westfalenstadion. Argentineren er således først lige begyndt at træne med resten af truppen igen efter sin skade.

Karantæner:
Dortmund: Ingen.
Barcelona: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Dortmund (4-2-3-1): Bürki - Hakimi, Akanji, Hummels, Guerreiro - Witsel, Delaney - Brandt, Reus, Sancho - Alcacer

Barcelona (4-3-3): Ter Stegen - Semedo, Piqué, Lenglet, Alba - Busquets, Arthur, de Jong - Griezmann, Suárez, Fati

Dom: 
Der er tale om to hold, der er bedst offensivt, og man kan derfor godt sætte næsen op efter en målrig kamp. Barcelona er typisk noget svagere på udebane i Europa, og Westfalenstadion er ikke et nemt sted at spille - især ikke uden Messi. Buddet herfra lyder således på en pointdeling. 2-2.