Optakt: Liverpool - Bayern München
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Liverpool - Bayern München

Jürgen Klopp skal op imod sine gamle ærkerivaler fra Bayern München i tirsdagens 1/8-finale i Champions League, hvor Liverpool må stille med et svækket midterforsvar.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 21.00
Spillested: Anfield
Dommer: Gianluca Rocchi
På TV: 3+

Holdnyt:
Liverpool
Englænderne går ind til tirsdagens Champions League-kamp med veludhvilede ben, for holdets seneste kamp var den 9. februar imod Bournemouth, hvor man vandt 3-0 på hjemmebane. Liverpool har ikke været i aktion i weekendens F.A. Cup-kampe, fordi holdet i januar blev ekspederet ud af turneringen af Wolverhampton. 

Dermed har Jürgen Klopp haft lidt ekstra tid til at få løst nogle af de spillemæssige problemer, der var tydelige i de to pointtab imod West Ham og Leicester. Den tyske træners primære problem op til kampen imod Bayern München er, at han skal stable et helt nyt midterforsvar på benene. Virgil van Dijk sidder således ude med karantæne efter sit gule kort imod Napoli i gruppespillet, og derudover sidder Joe Gomez og Dejan Lovren ude med skader. Til gengæld er Trent Alexander-Arnold klar igen.

Liverpool har i den seneste måned smidt en del unødvendige point i Premier League, og Manchester City indtager således nu førstepladsen på en bedre målscore. Liverpool har dog en kamp i hånden. I opgøret mod Bayern München vil Klopp satse på at hente en sikker sejr, velvidende at Liverpool har præsteret langt bedre på hjemmebane i Champions League i denne sæson, end man har på udebane. Således har Liverpool gjort rent bord på Anfield i denne sæson, mens det omvendt ikke lykkedes at hente et eneste point i efterårets tre udekampe.

Bayern München
Sydtyskerne har halet lidt ind på Dortmund på det seneste i Bundesligaen, men det har ikke været den stærkeste version af Bayern München, vi har fået at se i denne sæson. Holdet har tabt fire Bundesliga-kampe, og har lukket 26 mål ind i 22 kampe, hvilket må siges at være under sædvanlig standard. Truppen er aldrende, og det er allerede meldt ud, at der vil ske en større udskiftning til sommer. 

Manuel Neuer er ikke den samme målmand, som han var før sin skade, og spillere som Jerome Boateng og Mats Hummels er heller ikke på det niveau, de var engang. Til gengæld har 22-årige Kingsley Coman vist stærk form efter at han er vendt tilbage fra sin skade. I weekendens 3-2-sejr over Augsburg scorede franskmanden således to mål, inden han måtte udgå med en skade. Coman er dog efterfølgende blevet meldt klar til kampen på Anfield.

Niko Kovac må klare sig uden de skadede Arjen Robben, Franck Ribery og Jerome Boateng, som er blevet hjemme i Tyskland. Derudover sidder Thomas Müller ude med karantæne efter udvisningen imod Ajax.

Karantæner:
Liverpool: Virgil van Dijk.
Bayern München: Thomas Müller.

Bud på startopstillinger:
Liverpool (4-3-3): Alisson - Alexander-Arnold, Matip, Fabinho, Robertson - Wijnaldum, Henderson, Keita - Salah, Firmino, Mané 

Bayern München (4-3-3): Neuer - Kimmich, Süle, Hummels, Alaba - Martinez, Thiago, Goretzka - Gnabry, Lewandowski, Coman

Profilen:
Bayern München må klare sig uden Arjen Robben, men heldigvis for tyskerne har Kingsley Coman fundet frem til en stærk form, efter at være vendt tilbage fra sin alvorlige skade i efteråret. Franskmanden har således nettet tre gange i Bayern Münchens seneste tre kampe. 

Vidste du, at...:
Den seneste gang, de to hold mødtes i en betydende kamp, var helt tilbage i den europæiske Super Cup-finale i 2001, hvor Liverpool vandt med 3-2. Bayern München havde vundet Champions League i den forudgående sæson, mens Liverpool havde vundet UEFA Cup'en. John Arne Riise, Emile Heskey og Michael Owen scorede englændernes mål, mens Hasan Salihamidzic og Carsten Jancker scorede tyskernes to mål.

Dom:
Tyskerne har lukket 1,2 mål ind per kamp i Bundesligaen i denne sæson, og det vidner om en defensiv, der er mere usikker, end den plejer at være. Liverpool har i denne sæson scoret 2,3 mål per kamp i Premier League, og englænderne scorede i efteråret tre gange hjemme imod Paris Saint-Germain. Englænderne har generelt vist et højt niveau på Anfield i denne sæson, og buddet herfra lyder således på en 2-0-sejr til Liverpool.

Tidligere indbyrdes opgør, form og program: