Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Manchester City - Tottenham

Pep Guardiola skal bevise, at han har lært af de sidste sæsoners skuffelser i Europa, når Manchester City skal forsøge at vende sidste uges nederlag mod Tottenham, der mangler Harry Kane.

Kampfakta:
Tidspunkt: Onsdag klokken 21.00
Sted: Etihad Stadium
Dommer: Cüneyt Çakır
På TV: 3+

Holdnyt:
Manchester City
Pep Guardiola har taget Premier League med storm, siden han ankom til Manchester City i sommeren 2016. I sidste sæson hentede de lyseblå fra Manchester således et historisk mesterskab, da de nåede utrolige 100 point. 

I sine to første forsøg på at føre City til triumf i Europa er det dog endt halvpinligt for den engelske storklub, der har brugt mange milliarder kroner på forstærkninger. 

I 2016/17-sæsonen røg City således ud til Monaco efter have lukket tre mål ind i begge 1/8-finaler mod franskmændene. Og i sidste sæson tabte City med samlet 5-1 til Liverpool i kvartfinalen.

Og i sidste uge var det endnu engang ikke særligt overbevisende fra Citys side, da de måtte rejse hjem fra London med et 1-0-nederlag. Det er et snævert nederlag, men det bliver ofte problematisk, når man ikke får scoret på udebane. City skal nu vinde med to mål mod Tottenham, hvilket også sagtens kan lade sig gøre. Det kræver bare en anden indstilling end i sidste uge. 

Pep Guardiola overraskede mange ved at lade Kevin De Bruyne og Leroy Sane blive på bænken indtil det 89. minut i den første kamp. Belgieren forventes at være tilbage i startopstillingen onsdag aften, mens Fabian Delph muligvis må se Oleksandr Zinchenk overtage pladsen på venstrebacken. Benjamin Mendy er således tvivlsom.

Selvom City ikke når 100 point i ligaen igen i denne sæson, så har Guardiolas tropper alligevel været utroligt stærke. I de seneste 16 kampe er det således kun kampen mod Tottenham, der ikke er blevet vundet (hvis man medregner sejren på straffesparkskonkurrence over Chelsea i Carabao Cup-finalen i februar). 

Tottenham
Mauricio Pochettinos tropper hentede et overraskende godt resultat i det første opgør hjemme på deres nye stadion, men aftenen kunne være gået ganske anderledes, hvis ikke Hugo Lloris havde snuppet Sergio Agüeros straffespark i starten af kampen.

Tottenham har således en god mulighed for at levere et historisk resultat onsdag aften. Der vil således være tale om klubbens første semifinale i Champions League, hvis Spurs formår at ekspedere Manchester City ud.

Sejren i sidste uge havde dog sin pris, idet både Dele Alli og topscorer Harry Kane pådrog sig skader. Førstnævnte bliver muligvis klar igen til aftenens kamp, men Kane ser ud til at være færdig for sæsonen. Dermed ser det ud til, at Lucas Moura får en plads i startopstillingen på Etihad. Brasilianeren overbeviste i hvert fald i weekenden, hvor han lavede hattrick mod Huddersfield.

Mens Tottenham muligvis kan levere noget stort i Europa i denne sæson, så er håbet blevet knust i Premier League, hvor klubben i løbet af februar og marts var inde i en svær periode, hvor det kun lykkedes at hente ét point i fem ligakampe.

Dele Alli er yderst tvivlsom, og Fernando Llorente er heller ikke sikker på at blive klar. Eric Dier, Serge Aurier og Erik Lamela bliver ikke klar. 

Karantæner:
Manchester City: Ingen.
Tottenham: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Manchester City (4-3-3): Ederson - Walker, Otamendi, Laporte, Zinchenho - De Bruyne, Fernandinho, D. Silva - B. Silva, Agüero, Sterling

Tottenham (4-2-3-1): Lloris - Trippier, Alderweireld, Vertonghen, Rose - Sissoko, Winks - Lucas, Eriksen, Alli - Son

Profilen:
Skaden til Harry Kane betyder, at brasilianske Lucas Moura sandsynligvis kan se frem til en plads i startopstillingen på Etihad. Og det ligner på forhånd en kamp, der ligger godt til hurtigløberen. Spurs vil komme under pres, men hvis gæsterne først får brudt spillet, gælder det for Tottenham-spillerne om at få sendt Lucas afsted i dybden.

Vidste du, at...:
Den seneste gang, Tottenham besøgte Etihad, var i december 2017, hvor City bragte sig foran 4-0, inden Christian Eriksen lavede et trøstemål i overtiden. Pep Guardiola har kun haft besøg af Tottenham to gange i sin tid som City-boss. Den første gang var i januar 2017, hvor Spurs fik 2-2 efter at have været nede med 2-0. Dele Alli og Son Heung-min scorede dengang de to mål for gæsterne.

Dom:
Det ligger ikke til Guardiola at gå forsigtigt til værks, så City vil sætte gæsterne under pres fra start. Hjemmeholdet skal også nok få scoret flere gange, men problemet er, at spillere som Lucas Moura og Son Heung-min er dødsensfarlige på omstillinger. Buddet herfra lyder på en 3-2-sejr til Manchester City, og dermed en plads i semifinalen til Tottenham.

Tidligere indbyrdes opgør, form og resultater: