Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag kl. 21.00
Spillested: Stadio San Paolo
Dommer: Bjorn Kuipers
På TV: Kan streames på viaplay.dk
Holdnyt:
Napoli
Efter Maurizio Sarris afgang var det et åbent spørgsmål, om Napoli ville kunne fortsætte de gode takter fra sidste sæson. Men nu, hvor vi er kommet til november, må vi konstatere, at Carlo Ancelotti indtil videre har leveret et godt stykke arbejde i den syditalienske klub. I Serie A deler Napoli andenpladsen med Inter, mens de tre første kampe i Champions League-gruppespillet har kastet fem point af sig.
Napoli ligger således på andenpladsen i gruppe C, et point foran Paris Saint-Germain. Italienerne blev ikke spået mange chancer, da lodtrækningen placerede dem i gruppen med Liverpool og Paris Saint-Germain. Men efter det skuffende 0-0-opgør mod Røde Stjerne i første runde, overraskede Napoli ved at slå Liverpool hjemme med et Insigne-mål i overtiden, og dermed var gruppen igen helt åben. Og i kampen i Paris mod Neymar og kompagni var Napoli foran 2-1, da stadionuret rundede de 90 minutter.
Desværre for Carlo Ancelottis tropper udlignede Angel di Maria til allersidst, men uafgjort i Paris må siges at være et yderst fornuftigt resultat. Hvis Napoli slår franskmændene på Stadio San Paolo, må den italienske klub siges at stå med mere end det ene ben i ottendedelsfinalerne. Hvis det skal lykkes, har Carlo Ancelotti igen brug for, at holdets største stjerner leverer varen. I forsvaret har Kalidou Koulibaly imponeret gang på gang, mens Lorenzo Insigne nu er oppe på ni scoringer i denne sæson.
I Serie A har Napoli vundet otte af deres elleve kampe, men i forrige weekend måtte holdet nøjes med 1-1 hjemme mod formsvage Roma, der endda førte indtil det sidste minut. I fredagens hjemmekamp mod Empoli var Napoli en smule i problemer undervejs, men endte i sidste ende med at vinde hele 5-0 efter et Dries Mertens-hattrick. Dermed indtager Napoli tredjepladsen i tabellen, hvor Inter har en bedre målscore. Både Napoli og Inter har seks point op til Juventus.
Carlo Ancelotti må se bort fra de skadede Amin Younes, Simone Verdi og Vlad Chiriches.
Paris Saint-Germain
Med verdens to dyreste spillere i truppen må det betegnes som en gedigen fiasko, hvis Paris Saint-Germain ryger ud allerede i gruppespillet i Champions League. Thomas Tuchel må derfor også have draget et lettelsens suk, da Angel di Maria i det 92. minut af hjemmekampen mod Napoli krøllede et fremragende spark i nettet til 2-2, og dermed sikrede sit hold det ene point.
Helt god ser gruppestillingen dog stadig ikke ud for Paris Saint-Germain, der indtager en tredjeplads med fire point efter tre runder. Og med Napoli ude og Liverpool hjemme som de næste to kampe på programmet kommer Neymar og holdkammeraterne på hårdt arbejde, hvis ottendedelsfinalerne skal sikres.
I første runde leverede franskmændene en skuffende indsats på Anfield. Der var ikke meget sammenhæng i det, Tuchels spillere foretog sig. Neymar forsøgte gang på gang at drible sig hele vejen igennem alene, og defensivt var Paris Saint-Germain heller ikke overbevisende. Mod Napoli leverede Neymar en væsentligt bedre indsats, mens Cavani og Mbappé nærmest stod i kø for at misbruge deres chancer.
Paris Saint-Germains kvaler i Europa står i skarp kontrast til resultaterne i Ligue 1, hvor de franske mestre har maksimumpoint efter 12 runder, og i gennemsnit scorer 3,4 mål per kamp. Kylian Mbappé og Neymar bomber løs i ligaen, hvor de allerede har scoret 20 mål tilsammen. I Champions League har parisernes to offensive esser da også nettet tre gange hver. Det er snarere i det defensive, at Paris Saint-Germain måske ikke helt har niveauet til at kunne gå hele vejen i Europa. Fem indkasserede mål mod Liverpool og Napoli er i hvert fald ikke overbevisende.
I fredagens kamp mod Lille var det igen Mbappé og Neymar, der reddede sejren hjem til Paris Saint-Germain. Mbappé scorede et flot mål til 1-0 med tyve minutter tilbage, inden Neymar øgede til 2-0 i opgøret, der endte 2-1.
Thomas Tuchel må fortsat undvære Dani Alves, som stadig ikke er helt klar efter sin langvarige skade. Derudover er Edinson Cavani og Layvin Kurzara tvivlsomme til Napoli-kampen.
Karantæner:
Napoli: Ingen.
Paris Saint-Germain: Ingen.
Bud på startopstillinger:
Napoli (4-3-3): Ospina - Hysaj, Albiol, Koulibaly, Rui - Allan, Hamsik, Ruiz - Callejon, Mertens, Insigne
Paris Saint-Germain (4-2-3-1): Buffon - Meunier, Kimpembe, Silva, Bernat - Verratti, Rabiot - Mbappé, Neymar, di Maria - Cavani
Profilen:
Lorenzo Insigne har været decideret flyvende for napolitanerne i denne sæson. Ni kasser har kantspilleren leveret i 13 kampe. Insigne har især været vigtig for Napoli i Champions League i denne sæson. Mod Liverpool blev han matchvinder med sin scoring i overtiden, og i udekampen mod Paris Saint-Germain var det Insigne, der scorede kampens første mål.
Vidste du, at...:
Carlo Ancelotti var træner for Paris Saint-Germain fra december 2011 til maj 2013. I sin første halve sæson måtte Ancelotti se Montpellier løbe med mesterskabet, men italieneren formåede at hente guldet hjem i sin anden og sidste sæson, inden han tog til Real Madrid.
Dom:
Bookmakerne har gæsterne som svag favorit, men sådan som Paris Saint-Germain har spillet hidtil i gruppespillet, må det regnes for tvivlsomt, om franskmændene på udebane kan slå Napoli, der under Ancelotti har præsteret godt i både Serie A og i Champions League. Tirsdagens opgør bliver utvivlsomt en intens forestilling, fordi der står så meget på spil for begge mandskaber. Vi tror på, at Napoli med hjemmebanefordelen igen kan stjæle point fra Paris Saint-Germain. 2-2 er buddet.
Tidligere indbyrdes opgør, form og gruppestilling: