Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Paris Saint-Germain - Real Madrid

Det er to skadesplagede mandskaber, der onsdag aften tørner sammen i Paris. Pilen peger på pointdeling.

Kampfakta:
Tidspunkt: Onsdag klokken 21.00
Stadion: Parc des Princes
TV: 3+

Holdnyt:
Paris Saint-Germain
Franskmændene slap godt igennem sommerens transfervindue, hvor man formåede at beholde Neymar, samtidig med at man hentede spillere som Mauro Icardi, Keylor Navas, Idrissa Gueye, Pablo Sarabia, Ander Herrera og Abdou Diallo.

Neymar sidder dog ude i onsdagens kamp, da han har karantæne fra sidste sæson. Derudover må værterne undvære Kylian Mbappé, der sidder ude med en skade. Edinson Cavani forventes også at misse kampen med skadesproblemer.

Mellem stængerne skal nyerhvervelsen Keylor Navas forsøge at stoppe sine gamle holdkammerater fra Madrid. Derudover er det et godt spørgsmål, om cheftræner Thomas Tuchel vil satse på Choupo-Moting eller Icardi på toppen.

Real Madrid
For gæsternes vedkommende er det store spørgsmål, om Eden Hazard for første gang får lov til at starte inde i en officiel kamp for Real Madrid. Belgieren fik sin officielle debut, da han i weekenden blev indskiftet i 3-2-sejren over Levante. Belgieren så dog ikke ud til at være tæt på topformen.

Til gengæld har Gareth Bale fået lidt af en opblomstring, og waliseren forventes at starte inde i opgøret på Parc des Princes. 

Zinedine Zidane må til gengæld se bort fra profiler som Luka Modric og Marcelo, der begge sidder ude med skader. Derudover er anfører Sergio Ramos ramt af karantæne.

Karantæner:
Paris Saint-Germain: Neymar.
Real Madrid: Sergio Ramos.

Bud på startopstillinger: 
Paris Saint-Germain (4-3-3): Navas - Meunier, Silva, Diallo, Kurzawa - Verratti, Gueye, Herrera - Sarabia, Icardi, Di Maria

Real Madrid (4-3-3): Courtois - Carvajal, Varane, Militao, Mendy - Casemiro, James, Kroos - Bale, Benzema, Hazard

Dom
Galatasaray og Club Brugge er de to andre hold i gruppe A, så det tyder ikke på, at der skal være stor spænding om, hvilke to klubber, der klarer sig videre til forårets knockoutkampe. Derfor er hverken PSG eller Real Madrid formentligt helt desperate for at hente en sejr i aften. Pariserne mangler hele deres fronttrio, og meget tyder på en kamp med få mål. Buddet herfra lyder på en pointdeling. 1-1.