Optakt: Porto - Roma
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Porto - Roma

Portugiserne var nede med 2-0 i Rom, inden det til slut lykkedes at hente det vigtige udebanemål. Dermed er spændingen intakt forud for onsdagens returkamp i Portugal. Begge hold går dog ind til kampen med svækket selvtillid efter skuffende nederlag i weekenden.

Kampfakta:
Tidspunkt: Onsdag klokken 21.00
Spillested: Estadio do Dragao
Dommer: Cuneyt Cakir
På TV: TV3 Sport

Holdnyt:
Porto
Da portugiserne kom bagud med 2-0 mod Roma i det første opgør, begyndte det at se svært ud for Sergio Conceicaos tropper. Men et et reduceringsmål med ti minutter tilbage af Adrian Lopez har givet Porto et ganske fornuftigt udgangspunkt inden returkampen.

Portugiserne vandt alle deres tre hjemmekampe i gruppespillet, men holdet er uden sejre i deres seneste seks knockoutkampe i Champions League. Porto mistede i weekenden førstepladsen i den hjemlige liga, da de tabte topopgøret mod Benfica med 2-1. 

Det er ikke optimal timing for Porto, at topkampen mod Benfica skulle spilles før det vigtige returopgør mod Roma, men portugiserne kan glæde sig over, at Moussa Marega er klar til kamp igen. Den malisiske angriber scorede fem gange i gruppespillet, men sad ude i det første opgør i Rom.

Roma
Romerne nåede semifinalen i sidste sæson, men denne sæson har ikke været god. Efter 3-0-nederlaget i weekendens Rom-derby mod Lazio ligger Roma således på femtepladsen i Serie A.

Selvom holdet nåede semifinalen i Champions League i sidste sæson, så tabte romerne faktisk alle deres tre knockoutkampe på udebane. I denne sæsons gruppespil leverede italienerne heller ikke en fabelagtig præstation. Holdet vandt således kun tre af deres seks kampe. 

Hvis kvartfinalepladsen skal i hus, skal Roma have styr på defensiven, men holdet har kun formået at holde målet rent én gang i deres seneste ni udekampe. Med 2-0-føringen i den første kamp havde romerne kursen mod kvartfinalerne, inden man lukkede et dumt udebanemål ind med ti minutter igen.

Gæsterne må sandsynligvis se bort fra de skadede Kostas Manolas og Cengiz Ünder.

Karantæner:
Porto: Ingen.
Roma: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Porto (4-4-2): Casillas - Telles, Pepe, Felipe, Militao - Corona, Danilo, Herrera, Brahimi - Marega, Lopez

Roma (4-3-3): Olsen - Florenzi, Fazio, Jesus, Kolarov - Pellegrini, De Rossi, Cristante - El Shaarawy, Dzeko, Zaniolo

Profilen:
Den 19-årige Nicolo Zaniolo tilkæmpede sig i slutningen af sidste år en fast plads i Romas startopstilling, og teenageren havde en stor aften, da romerne tog imod Porto i den første kamp. Zaniolo scorede således til både 1-0 og 2-0, inden Porto fik deres vigtige udebanemål.

Vidste du, at...:
Den seneste gang, Porto spillede en Champions League-knockoutkamp hjemme på Estadio do Dragao, gik det ikke fremragende. Portugiserne blev således banket med hele 5-0 af Liverpool i 1/8-finalen i sidste sæson, og så var returopgøret (som endte 0-0) på Anfield lidt ligegyldigt. 

Dom:
Roma tabte i weekenden med 3-0 til Lazio, og det har på alle måder været en skuffende sæson for Eusebio Di Francescos tropper, der ligger på femtepladsen i Serie A. Det tegner til at blive et tæt returopgør i Portugal, og buddet herfra lyder på en 2-1-sejr til Porto efter ordinær tid, og en 3-1-sejr til hjemmeholdet efter forlænget spilletid.

Tidligere indbyrdes opgør, form og resultater: