Optakt: Tottenham - Dortmund
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Tottenham - Dortmund

Begge mandskaber må desværre undvære deres største profiler i onsdagens kamp på Wembley, der tegner til at blive en jævnbyrdig affære.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 21.00
Spillested: Wembley
Dommer: Mateu Lahoz
På TV: 3+

Holdnyt:
Tottenham
Mauricio Pochettinos tropper var i gigantiske problemer i gruppespillet, hvor englænderne startede med at tabe til Inter og Barcelona, inden man i tredje runde måtte nøjes med 2-2 mod PSV Eindhoven. Herefter hentede Tottenham dog to sene sejre mod Inter og PSV Eindhoven, inden englænderne i sidste spillerunde hentede et livsvigtigt point på Camp Nou. Dermed kom pladsen i 1/8-finalen på nærmest mirakuløs vis alligevel i hus. 

Januar har dog vist sig at være en udfordrende måned for Pochettino, som har måttet se Harry Kane og Dele Alli løbe ind i længerevarende skader. Det er selvsagt lidt af en udfordring for den argentinske træner at skulle finde en måde at slå Dortmund ud, uden at have sine to største offensive trusler til rådighed. Pochettino har derudover raset over, at Dortmund har haft en dag mere til at forberede sig til opgøret. 

Mens Dortmund var i aktion i Bundesligaen lørdag, var Tottenhams kamp mod Leicester således programsat til søndag. Her hentede Christian Eriksen og holdkammeraterne tre vigtige point i kampen om at hænge på i mesterskabsstriden, hvor Spurs er fem point efter Liverpool og Manchester City. Defensivt vaklede Tottenham dog til tider i opgøret, der først blev lukket med Sons scoring i overtiden.

Dortmund
Lucien Favres tropper har overrasket alt og alle i denne sæson med fremragende resultater og forrygende offensiv fodbold. Holdet indtager således førstepladsen i Bundesligaen med fem point ned til Bayern München, og i efterårets gruppespil snuppede Dortmund førstepladsen i deres gruppe foran Atlético Madrid, som de blandt andet slog med 4-0 på hjemmebane. 

På det seneste er tingene dog gået lidt skævt for Dortmund, som i weekenden dummede sig gevaldigt hjemme imod Hoffenheim. Dortmund var således foran med 3-0 med et kvarter igen, men topholdet lukkede på uforklarlig vis tre mål ind til sidst og måtte således nøjes med et enkelt point. Det var anden runde i træk, at Dortmund måtte tage til takke med et enkelt point. Derudover røg holdet ud af pokalturneringen i sidste uge, da man tabte efter straffesparkskonkurrence imod Werder Bremen.

Dortmund rejser til England uden anfører Marco Reus, som har en muskelskade. Derudover må Lucien Favre klare sig uden Lukasz Piszczek, Paco Alcacer og Julian Weigl. Især fraværet af Reus og Alcacer må siges at være en alvorlig streg i regningen. De to spillere har tilsammen scoret 46 procent af Dortmunds mål i Bundesligaen i denne sæson. Meget afhænger således af det engelske stortalent, Jadon Sancho, som onsdag aften vender tilbage til Wembley, hvor han i oktober fik sin landsholdsdebut mod Kroatien og blev den første spiller født i dette årtusinde til at spille for det engelske seniorlandshold.

Jacob Bruun Larsen har siddet en del på bænken på det seneste, og starter næppe mod Tottenham. Thomas Delaney har en noget større chance for at starte, men skal formentlig kæmpe med Dahoud om pladsen ved siden af Witsel.

Karantæner:
Tottenham: Ingen.
Dortmund: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Tottenham (4-4-2): Lloris - Trippier, Sanchez, Vertonghen, Rose - Dier, Winks - Moura, Eriksen, Son - Llorente

Dortmund (4-2-3-1): Bürki - Hakimi, Diallo, Toprak, Schmelzer - Dahoud, Witsel - Sancho, Philipp, Guerreiro - Götze

Profilen:
Med Harry Kane og Dele Ali ude ligger en stor del af ansvaret onsdag aften på Christian Eriksens skuldre. Danskeren skal forsøge at sætte spillere som Son Heung-min, Lucas Moura og Fernando Llorente i scene imod Dortmund. Eriksen var afgørende for Tottenham i gruppespillet, hvor han scorede i begge kampene mod Inter. Senest kom Eriksen også på tavlen i weekenden, da Tottenham slog Leicester.

Vidste du, at...:
De to klubber mødtes senest i Champions League-gruppespillet i 2017/18-sæsonen. Her sluttede Dortmund som etter i gruppen, med 16 point. Real Madrid måtte dermed tage til takke med andenpladsen i gruppen, hvor Dortmund hentede sølle to point. Tottenham vandt da også begge kampe imod Dortmund i gruppespillet. I disse to kampe scorede Harry Kane tre gange, så Dortmund må i den grad glæde sig over, at angriberen sidder ude i onsdagens kamp. 

Dom:
Det første opgør i disse knockoutkampe udvikler sig sjældent til målorgier. Og med skaderne til Kane, Alli, Reus og Alcacer sidder begge holds målfarligste spillere også ude med skader. Vi gætter derfor på en 1-1-pointdeling. 

Tidligere indbyrdes opgør, form og kampprogram: