Optakt: Tottenham - Inter
Foto: Getty Images
Champions League

Optakt: Tottenham - Inter

Med den sene sejr over PSV Eindhoven lever Tottenham lige akkurat stadigvæk i gruppespillet. Der er således lagt op til en dramatisk aften på Wembley, når Inter kommer på besøg.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag kl. 21.00
Spillested: Wembley Stadium
Dommer: Cüneyt Çakır
På TV: TV3 Sport

Holdnyt:
Tottenham

Christian Eriksen og holdkammeraterne spillede en stor kamp i weekenden, da Chelsea blev slået med 3-1 på Wembley. Allerede efter et kvarter var Spurs foran med to, og med sejren rykkede holdet forbi Chelsea i tabellen, hvor de nu indtager tredjepladsen, fem point efter førerholdet Manchester City.

Mens det således går ganske godt i Premier League, har Tottenham i den grad skuffet i Champions League, hvor klubben i de tre første runder blot hentede et enkelt point. I den seneste runde, hvor englænderne tog imod PSV Eindhoven, var Tottenham længe endegyldigt på vej ud af turneringen, indtil Harry Kane med to sene scoringer fik vendt kampen og dermed er Tottenhams håb stadig i live. 

Som du kan læse mere om i denne artikel, skal der et mindre mirakel til, for at Tottenham skal snuppe andenpladsen i gruppen foran Inter. I første omgang er det altafgørende for englænderne, at de vinder over Inter, og at de får en bedre indbyrdes målscore end italienerne, som vandt det omvendte opgør med 2-1. En 1-0-sejr vil således være fint for Tottenham. Herefter skal englænderne hente et bedre resultat i sidste runde ude mod Barcelona, end Inter gør hjemme imod PSV Eindhoven.

Mauricio Pochettino må undvære de skadede Kieran Trippier, Devinson Sanchez, Mousa Dembele og Danny Rose. 

Inter
Inter og Napoli er i denne sæson de eneste hold, der bare tilnærmelsesvis følger med Juventus i Serie A-tabellen. I weekenden blev Frosinone slået med 3-0 i en kamp, hvor anfører og topscorer Mauro Icardi blev hvilet forud for Tottenham-kampen. Det samme gjorde den bundsolide midtbaneduo Marcelo Brozovic og Matias Vecino.

Inter hentede i den seneste runde 1-1 mod Barcelona efter en sen udligning af Mauro Icardi. Men italienerne skal stadig gøre arbejdet helt færdigt, efter at det lykkedes Tottenham at komme tilbage imod PSV Eindhoven. 

Luciano Spallettis mandskab skal blot hente ét point på Wembley, og Milano-klubben taber da heller ikke mange kampe for tiden. Holdet har kun tabt to gange i de seneste 13 kampe. Det er dog ikke mere end to uger siden, at holdet løb ind i et overraskende 4-1-nederlag til Atalanta. 

Med hensyn til startopstillingen er det primære spørgsmål hvorvidt Spalletti starter med Ivan Perisic eller Keita Baldé på venstrekanten. Kroaten har haft problemer med formen i denne sæson, mens Baldé scorede to gange i weekenden.

Karantæner:
Tottenham:
Ingen.
Inter: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Tottenham (4-2-3-1):
Lloris - Aurier, Vertonghen, Alderweireld, Davies - Winks, Sissoko - Eriksen, Alli, Son - Kane

Inter (4-2-3-1): Handanovic - Vrsaljko, de Vrij, Skriniar, Asamoah - Vecino, Brozovic - Politano, Nainggolan, Perisic - Icardi

Profilen:
Efter fem sæsoner og 100 mål for Inter i Serie A, fik Mauro Icardi endelig debut sin debut i Champions League i denne sæson, og argentineren har allerede vist sit værd. Icardi har således scoret i tre af Inters fire kampe. Senest udlignede angriberen til allersidst i hjemmekampen mod FC Barcelona.

Vidste du, at...:
Inter har ikke fået de bedste resultater de seneste to gange italienerne har mødt Tottenham på udebane. I Europa League-ottendedelsfinalen i 2012/13-sæsonen vandt englænderne således med 3-0 på mål af Gareth Bale, Gylfi Sigurdsson og Jan Vertonghen. Og i Champions League-gruppespillet i 2010/11-sæsonen tabte Inter med 3-1. Her scorede Rafael van der Vaart, Peter Crouch og Roman Pavlyochenko for Tottenham, mens Samuel Eto'o scorede Inters ene mål.

Dom:
Tottenham vil være drevet frem af presset for at vinde, og englænderne har momentum efter den sene sejr mod PSV Eindhoven. Samtidig er Inters lange sejrsstime et overstået kapitel. Vi tror derfor på, at Spurs holder håbet i live og henter en 2-1-sejr onsdag aften.

Tidligere indbyrdes opgør, form og tabel: