Video : Tipsbladet
Champions League

Pogba lykkedes ikke: Zidane overvejer at sige op

Ifølge en spansk journalist overvejer Zinedine Zidane at sige op, fordi det ikke lykkedes Real Madrid at hente Paul Pogba til klubben.

Zinedine Zidane forlod Real Madrid sidste sommer, men vendte tilbage til hovedstadsklubben mod slutningen af sidste sæson.

Der har siden været historier om, at Zinedine Zidane takkede ja til at vende tilbage, fordi han var blevet lovet, at Paul Pogba ville skifte til Real Madrid, men netop det skifte ser næppe ud til at blive en realitet.

Transfervinduet er lukket i England, og Manchester United fik ikke hentet en erstatning, hvorfor Premier League-klubben med al sandsynlighed har tænkt sig at holde på franskmanden.

Og det har, ifølge den spanske journalist, Diego Torres, gjort Zidane så rasende, at han overvejer at sige sin stilling op.

- At Pogba ikke skifter, får Zidane til at overveje at sige op. Zidane lovede personligt Pogba, at han ville bringe ham til Real Madrid, og nu ser han dum ud. Det har udelukkende øget manglen på tillid mellem Zidane og Florentino (Perez red.).

- For Zidane er hans projekt og Pogba næsten den samme ting. Der er ikke rigtigt noget af det, han er blevet lovet, som er blevet opfyldt, siger Torres til The Independent.

Real Madrid indleder La Liga-sæsonen ude mod Celta Vigo søndag eftermiddag.