Video : Tipsbladet
Champions League

PSG-boss om United-nederlag: Det var som en trafikulykke

Thomas Tuchel var helt nede i kulkælderen efter Paris Saint-Germains Champions League-exit i sidste sæson.

Paris Saint-Germain havde i sidste sæson sikret sig et godt udgangspunkt i Champions League-1/8-finalen mod Manchester United, da franskmændene vandt 2-0 på Old Trafford i den første kamp.

Thomas Tuchels tropper formåede dog på uransagelig vis alligevel at blive slået ud, da de upåagtede englændere vandt med 3-1 i returkampen.

Et mørkt sted
Tuchel erkender da også, at nederlaget ramte ham hårdt.

- Jeg var i et meget mørkt sted i tre dage. Et virkeligt mørkt sted, som jeg aldrig har været før. For jeg var klar over, hvor meget vi havde arbejdet for det. Jeg vidste hvor hårdt det havde været at bygge det op, og nå til det her punkt med den her klub, lyder det ifølge Beinsports fra Tuchel. 

- Det var et virkeligt, virkeligt stort arbejde at nå et niveau, hvor vi formåede at slå Liverpool, og derefter slå Røde Stjerne i Beograd, og derefter slå Manchester United på Old Trafford som det første franske hold. Og så leverede vi sådan en præstation, hvor vi crashede ud. Det føltes lidt som en trafikulykke, hvor man kører overfor grønt lys og bliver torpederet fra siden af.