PSG-spiller overrasket over at se Neymar blive i klubben
Foto: Getty Images
Champions League

PSG-spiller overrasket over at se Neymar blive i klubben

Paris Saint Germains Juan Bernat kunne næsten ikke tro, at Neymar ville blive i Paris efter de intense rygter henover sommeren.

Paris Saint Germain-backen Juan Bernat havde ikke lige regnet med, at han ville spille sammen med den brasilianske verdensstjerne, Neymar i denne sæson. Derfor var han meget overrasket over, at det ikke blev til et skifte til FC Barcelona denne sommer.

Det fortæller Bernat til blandt andet den spanske sportsavis AS.

- Det er sandt, at jeg havde set det som mest sandsynligt, at han var ude af klubben efter alt det, som stod i medierne. Helt frem til transfervinduet lukkede, kunne alt ske, og det endte med et bedste udgangspunkt for os i PSG, siger han og fortsætter:

- Han gør en stor forskel for os sammen med Kylian Mbappé. I den første kamp, som Neymar var med i igen for os, scorede han. Derefter gjorde han det igen mod Lyon, som blev meget afgørende. De to (Neymar og Mbappé red.) er på et andet niveau, lyder det fra Bernat.

Derfor priser backen sig meget lykkelig for, at det er modstanderne - og ikke ham selv - der skal have med de to spillere at gøre i kamp.

Rygterne om Neymar lød blandt andet, at Barcelona ville byde penge plus Ivan Rakitic, Jean-Clair Todibo og Ousmane Dembele for brasilianeren, men det var dog en handel, som ikke gik igennem, selvom det angiveligt var noget, som Barcelona regnede med ville lykkes.

Neymar skiftede i sommeren 2017 fra netop Barcelona til PSG for 1,65 milliarder kroner, som stadig gør ham til verdens dyreste spiller nogensinde.