Video : Tipsbladet
Champions League

PSG-stjerne har kontraktudløb: Bliver som kok, hvis Messi kommer

Hvis Lionel Messi kommer til Paris Saint-Germain, vil landsmanden Angel Di Maria gøre meget for at få forlænget sin kontrakt. Hans kone har sågar foreslået ham at blive som kok.

Angel Di Maria har spillet med mange af tidens bedste fodboldspillere i sin karriere.

Cristiano Ronaldo og Sergio Ramos i Real Madrid, Wayne Rooney i Manchester United, Lionel Messi på det argentinske landshold og senest Neymar og Kylian Mbappé i Paris Saint-Germain.

Alligevel føler PSG-stjernen, at han mangler noget; at spille på klubhold med sin legendariske landsmand.

- Jeg har altid drømt om at spille sammen med Messi på daglig basis. Hver gang vi skal afsted med det argentinske landshold, virker det som en kort tur. Jeg drømmer om at spille med ham og have ham ved min side hver eneste dag, siger han til TyC Sports.

Med de seneste rygter om, at Messis næste destination kunne blive den franske hovedstad, kan drømmen derfor meget vel blive til virkelighed - hvis altså Di Maria kan få forlænget sin kontrakt, som udløber til sommer.

- Jeg havde på et tidspunkt chancen for at komme til FC Barcelona, men det viste sig at være umuligt. Nu ser det ud til, at der kan komme en ny chance, men min kontrakt udløber her. Jeg ved ikke, hvad mulighederne er, men ville elske det og blive meget glad.

- Jeg har haft chancen for at spille med både Cristiano Ronaldo, Neymar, Kylian Mbappé... At spille med Leo (Lionel Messi red.)... Så vil jeg kunne stoppe karrieren som en glad mand, siger Di Maria.

Får Di Maria ikke forlænget sin kontrakt i det franske, kan der dog alligevel være en løsning, der gør, at han kan få lov til at tilbringe hver dag sammen med Messi.

Kantspillerens bedre halvdel er i hvert fald kommet med et kreativt forslag.

- Min kone har sagt til mig; 'Hvis Leo (Lionel Messi red.) kommer, så bliver vi, og så kan du som minimum blive som kok'. Det siger det hele. Jeg vil ikke kunne bede om mere, lyder det fra Di Maria.

Lionel Messi har kontraktudløb med FC Barcelona til sommer.