Video : Tipsbladet
Champions League

Raser over Ronaldo-brøler i Juventus-nedtur: - Det er utilgiveligt

Juventus blev tirsdag slået ud af Champions League af Porto, og Torino-klubben dummede sig gevaldigt i den forlængede spilletid.

Juventus købte Cristiano Ronaldo for at vinde Champions League, men siden portugiserens ankomst er Torino-klubben blevet elimineret af henholdsvis Ajax, Lyon og Porto. 

End ikke et rødt kort til Portos Mehdi Taremi efter 54 minutter kunne tirsdag hjælpe Juventus fra endnu en ydmygelse, selvom Andrea Pirlos tropper vandt med 3-2 efter forlænget spilletid. Med Portos 2-1-sejr i den første kamp gik portugiserne således videre på reglen om udebanemål. 

Håbløs mur
Med to scoringer af Federico Chiesa kom Juventus ellers tilbage, efter et tidligt føringsmål af Sergio Oliveira. Efter 115 minutters spil fik Porto så et frispark, der skulle vise sig at blive afgørende. Sergio Oliveira sparkede således fladt, og da både Cristiano Ronaldo og Adrien Rabiot hoppede, fløj bolden under muren og ind bag Wojciech Szczęsny. Ronaldo vendte endda ryggen til.

Dermed hjalp det ikke, at Adrien Rabiot kort efter scorede til 3-2 for Juventus, idet Pirlos mandskab manglede et mål yderligere. Og efter slutfløjtet var den tidligere Juventus-boss Fabio Capello ude med riven efter Ronaldo og Rabiot.

- Det var en utilgivelig fejl. I min tid valgte man spillere til at stå i muren, som ikke var bange for bolden. De var bange for bolden, og de sprang væk fra den og vendte ryggen til. Det er utilgiveligt, lød det således fra Capello i Sky Sport Italia-studiet.

Svinede veteranerne
Capello svinede samtidig de erfarne Juventus-profiler for ikke at give interviews efter nedturen, hvor kun Matthijs de Ligt, Federico Chiesa og Juan Cuadrado stillede op.

- Vi så, at det kun var de unge spillere, der faktisk stoppede op og viste deres ansigt i det, der er et hårdt øjeblik for holdet. På det her hold er der nogle veteraner, som kun stiller op, når der er ros. Men de er ingen steder at se, når de har tabt, lød det således fra trænerlegenden. 

Også avisen Il Corriere dello Sport var ude med riven efter Ronaldo. Avisen skrev således, at Juventus var blevet 'forrådt' af portugiseren.