Rundens Hold i Champions League: 1/8-finalerne, 1. kamp
Foto: Getty Images
Champions League

Rundens Hold i Champions League: 1/8-finalerne, 1. kamp

CLBOLD er klar med Rundens Hold i Champions League, nu hvor alle holdene har været i aktion i 1/8-finalerne.

Vi er halvvejs igennem 1/8-finalerne i denne sæsons Champions League, og vi kan nu se frem til returkampene, der spilles om henholdsvis to og tre uger.

Men inden da ser vi her tilbage på de otte 1/8-finaler i denne og sidste uge for at udvælge de bedste individuelle præstationer.

Rundens Hold i Champions League - 1/8-finalerne, 1. kamp - sat op i en 4-3-3-opstilling:

Målmand: Anthony Lopes, Lyon (1)
Barcelona havde mange afslutninger i udekampen mod Lyon, men ind ville bolden ikke. Det skyldtes blandt andet dårlige afslutninger, men også en god indsats af Lyon-keeper Anthony Lopes, der sørgede for, at katalanerne ikke fik det vigtige udebanemål.

Højre back: Juanfran, Atlético Madrid (1)
Cristiano Ronaldo kom ikke frem til meget i Juventus' 2-0-nederlag til Atlético Madrid, og det var blandt andet takket være 34-årige Juanfran, der effektivt lukkede ned for portugiseren.

Central forsvarer: José Maria Gimenez, Atlético Madrid (2)
Den uruguyanske forsvarsspiller viste sin fart og pasningsevner kampen igennem, inden han i det 78. minut bragte Atlético Madrid i front, da han var først på en løs bold i feltet efter et hjørnespark.

Central forsvarer: Presnel Kimpembe, Paris Saint-Germain (1)
Kimbembe og Thiago Silva var en mur i PSG-forsvaret på Old Trafford, og den unge franskmand krydrede den defensive pragtpræstation med sit 1-0-mål efter pausen.

Venstre back: Jan Vertonghen, Tottenham (2)
Belgieren var blevet rykket ud på venstrebacken fra sin vante position i midterforsvaret, og det skulle vise sig at være en genial taktisk disposition. Vertonghen lagde således op til Sons føringsmål, inden han selv kom først på et indlæg og øgede til 2-0.

Højre midtbanespiller: Nicolo Zaniolo, Roma (1)
Den 19-årige midtbanespiller havde en mindeværdig aften, da han bragte Roma på 1-0 og senere 2-0 i opgøret mod Porto. 

Central midtbanespiller: Javi Martinez, Bayern München (1)
Tyskerne formåede at holde Liverpool fra at score på Anfield, hvilket var lidt af en bedrift i sig selv. Og Javi Martinez var Bayern Münchens bedste spiller. Spanieren styrede slaget på midtbanen, og var kampen igennem solid defensivt såvel som offensivt.

Venstre midtbanespiller: Marco Verratti, Paris Saint-Germain (2)
Den lille italiener leverede en overlegen indsats på Old Trafford, hvor Paris Saint-Germain i den grad vandt slaget på midtbanen. Pariserne var ekstremt pasningsstærke, og ingen var mere sikker på bolden end Marco Verratti.

Højre angriber: Son Heung-min, Tottenham (1)
Få havde forventet, at Tottenham uden Harry Kane skulle være i stand til at slå Dortmund med hele 3-0. Sydkoreanske Son var Tottenhams bedste mand i offensiven, og stod også for føringsmålet, da han kom først på et Vertonghen-indlæg.

Central angriber: Kylian Mbappé, Paris Saint-Germain 1)
Paris Saint-Germain stillede op til kampen mod Manchester United uden Neymar og Edinson Cavani, men det skulle vise sig at være uvæsentligt, for United-forsvaret havde rigeligt med problemer med at styre Kylian Mbappé, der var alt for hurtig for englænderne. Mbappé lukkede kampen, da han rykkede forbi hjemmeholdets forsvar og prikkede et indlæg i nettet i anden halvleg.

Venstre angriber: Angel di María, Paris Saint-Germain (1)
Der havde været meget snak om franskmændenes skader inden United-kampen, men det siger meget om Paris Saint-Germains styrke, at en spiller som Angel di Maria ikke anses som en af holdets største profiler. Argentineren leverede en glimrende indsats på sin gamle hjemmebane, hvor han stod for to assists.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.