Rundens Hold i Champions League: 1/8-finalerne, 2. kamp
Foto: Getty Images
Champions League

Rundens Hold i Champions League: 1/8-finalerne, 2. kamp

CLBOLD er klar med Rundens Hold i Champions League efter nogle hæsblæsende 1/8-finaler. Ajax dominerer holdet med fem spillere efter hollændernes historiske aften på Bernabéu.

Fredag klokken 12 bliver der trukket lod til kvartfinalerne i Champions League. 1/8-finalerne har budt på en del overraskelser og mindeværdige præstationer, og CLBOLD udvælger her de 11 bedste individuelle præstationer fra returopgørene i 1/8-finalerne. 

Rundens Hold i Champions League - 1/8-finalerne, 2. kamp - sat op i en 4-3-3-opstilling:

Målmand: David de Gea, Manchester United (3)
Manchester United leverede et formidabelt comeback i Paris, men englænderne havde også marginalerne med sig imod PSG. Mbappé kunne have lukket festen før Rashfords scoring, da han var alene igennem med David de Gea, men den spanske målmand fik på imponerende vis strakt sin arm ud og forpurret chancen.

Højre back: Trent Alexander-Arnold, Liverpool (2)
Liverpool spillede sig overbevisende videre til kvartfinalerne med en 3-1-sejr over Bayern München i en kamp, hvor tyskerne ikke kom frem til meget offensivt. 20-årige Trent Alexander Arnold holdt den 15 år ældre Franck Ribery i kort snor i opgøret.

Central forsvarer: Matthijs de Ligt, Ajax (2)
Ajax havde en magisk aften på Bernabéu, hvor hollænderne leverede et historisk resultat. Anfører Matthijs de Ligt styrede defensiven og sørgede for, at Benzema blev pakket ind. De Ligt var stærk i luftspillet, og førte flere gange bolden kompetent fremad.

Central forsvarer: Virgil van Dijk, Liverpool (2)
Den store hollænder havde styr på Robert Lewandowski, og van Dijk lukkede mere eller mindre dysten, da han steg til vejrs og headede 2-1-målet i nettet. Assisterede desuden Manés første mål med en præcis aflevering over en halv bane.

Venstre back: Nicolas Tagliafico, Ajax (2)
Der var andre Ajax-spillere, der tiltrak sig mere opmærksomhed, men argentineren satte ikke en fod forkert på sin måske kommende hjemmebane, da Ajax sendte Real Madrid ud i mørket.

Højre midtbanespiller: Hakim Ziyech, Ajax (1)
Den marokkanske tekniker var glimrende kampen igennem, selvom han brændte en gigantisk chance til sidst. Ziyech scorede det første mål, der satte håbet igang for Ajax.

Central midtbanespiller: Frenkie de Jong, Ajax (1)
Den kommende Barcelona-spiller drev gæk med Real Madrid-midtbanen. De Jong var ekstrem sikker på bolden kampen igennem, undtagen til allersidst, hvor han var meget tæt på at koste et mål, da han mistede bolden til Modric.

Venstre midtbanespiller: Emre Can, Juventus (1)
Tyskeren har været plaget af skader i sin første sæson i Torino, men Can leverede måske sin bedste præstation i Juventus-trøjen tirsdag aften. Can havde et kæmpe løbepensum, og dominerede Atlético Madrids midtbane kampen igennem.

Højre angriber: Sadio Mané, Liverpool (1)
Senegaleseren har været flyvende på det seneste, og også i München var Mané på pletten, da han bragte Liverpool på 1-0 efter at have snydt Neuer med en flot førsteberøring. Lukkede kampen med sit hovedstødsmål til slut.

Central angriber: Dusan Tadic, Ajax (2)
En vanvittig præstation af serberen, der assisterede Ajax' to første mål, inden han selv bankede 3-0-målet i nettaget fra kanten af feltet. Assisten ved 2-0-målet må siges at være den bedste detalje fra 1/8-finalerne. Tadic mindede om Laudrup og Zidane, da han i høj fart drejede rundt og satte en håndfuld Real-spillere, inden han spillede David Neres fri. Romelu Lukakus præstation mod Paris Saint-Germain var også flot, men Tadic var helt ustyrlig på Bernabéu.

Venstre angriber: Cristiano Ronaldo, Juventus (1)
'Mr. Champions League' var tilbage tirsdag aften. Cristiano Ronaldo havde kun scoret ét Champions League-mål for Juventus siden skiftet fra Real Madrid, men da det virkelig gjaldt, tog portugiseren ansvaret på sine skuldre og bankede et hattrick i nettet mod Atlético Madrids ellers normalt så uigennemtrængelige defensiv. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.