Rundens Hold i Champions League - 6. spillerunde
Foto: Getty Images
Champions League

Rundens Hold i Champions League - 6. spillerunde

CLBOLD.dk er klar med Rundens Hold i Champions League.

Efterårets Champions League-gruppespil er spillet færdigt, og de 16 klubber i ottendedelsfinalerne er nu fundet. 

Liverpools sejr over Napoli var en af rundens absolutte højdepunkter, og englænderne dominerer også Rundens Hold i 6. spillerunde, hvor de har fire spillere med.

Her følger Rundens Hold i Champions League i 6. spillerunde - sat op i en 4-2-3-1-opstilling:

Målmand: David Ospina, Napoli (1)
Napoli-keeperen så ikke specielt godt ud ved Salahs mål, men colombianeren havde flere fabelagtige redninger, der holdt italienerne inde i opgøret på Anfield indtil sidste fløjt.

Venstre back: Fernando Marcal, Lyon (1)
Lyon var på en svær opgave i Ukraine, hvor franskmændene skulle have point for at gå videre. Det lykkedes efter en god defensiv indsats, hvor især Marcal imponerede i bagkæden.

Midterforsvarer: Virgil van Dijk, Liverpool (1)
Hollænderen skulle nok have været vist ud for sin stempling på Mertens, men van Dijk spillede herefter en stor kamp, og var stærkt medvirkende til, at Napoli aldrig fik gang i offensiven.

Midterforsvarer: Nick Viergever, PSV Eindhoven (1)
Hollænderne havde kun æren at spille for, men PSV leverede alligevel en stor præstation imod Inter på San Siro. Viergever sikrede et flot resultat med en stor tackling til allersidst.

Højre back: Trent Alexander-Arnold, Liverpool (1)
Var god til at hjælpe Salah i offensiven og bidrog til at isolere Napolis offensive folk gang på gang.

Defensiv midtbanespiller: Moussa Sissoko, Tottenham (2)
Sissoko er med på Rundens Hold for anden runde i træk. Franskmanden leverede på Camp Nou flere gode løb igennem spaniernes forsvar, og har vist sig som en vigtig spiller på Tottenhams hold.

Defensiv midtbanespiller: Georginio Wijnaldum, Liverpool (1)
Hollænderen var dygtig til at erobre bolden og holde på den i pressede situationer, da Liverpool havde brug for kølighed og overblik i et presset opgør imod Napoli.

Offensiv midtbanespiller: Neymar, Paris Saint-Germain (3)
Neymar er for anden runde i træk med på Rundens Hold efter endnu en fremragende indsats. Leverede mål og assist i den afgørende udekamp imod Røde Stjerne.

Venstre angriber: Leroy Sané, Manchester City (1)
Sané udlignede til 1-1 imod Hoffenheim på et formidabelt frispark i første halvleg, og blev matchvinder, da han scorede til 2-1 i anden halvleg.

Central angriber: Dusan Tadic, Ajax (1)
Serberen leverede en stærk indsats imod Bayern München, hvor han først udlignede for Ajax og senere bragte hollænderne foran på et fremragende straffespark.

Højre angriber: Mohamed Salah, Liverpool (2)
Den egyptiske dribler er tilbage i topform. Salah burde have scoret mere end et enkelt mål, men blev alligevel matchvinder i Liverpools vigtigste kamp hidtil i sæsonen.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.