Video : Tipsbladet
Champions League

Rundens Hold i Champions League: Hvem brillerede i 1. runde?

CLBOLD er klar med Rundens Hold i Champions League, hvor PSG og Napoli dominerer.

Så blev Champions League sparket i gang, og alle 32 hold har nu været i aktion.

Storklubber som Liverpool og Real Madrid fik en træls start med nederlag, mens andre favoritter som Barcelona og Juventus måtte nøjes med et enkelt point.

CLBOLD har efter første spillerunde udtaget et Rundens Hold i Champions League:

MÅLMAND

Marc-André ter Stegen, Barcelona
Det spanske storhold så ikke overbevisende ud i udekampen mod Dortmund, men heldigvis for Valverde leverede Ter Stegen en suveræn kamp mellem stængerne. Tyskeren reddede endda et straffespark fra landsmanden Marco Reus.

FORSVARERE:

Thomas Meunier, PSG
Franskmændene tværede Real Madrid ud hjemme i egen hule, og belgieren sluttede aftenen af med en fuldtræffer.

Kalidou Koulibaly, Napoli
Ancelottis tropper slog de forsvarende europæiske mestre, og Koulibaly var igen Napolis stærkeste mand i defensiven.

Nicolas Tagliafico, Ajax
Sidste års semifinalister kom overbevisende fra start med en sikker sejr over Lille, og argentineren krydrede indsatsen med et flot hovedstødsmål.

MIDTBANESPILLERE:

Fabian Ruiz, Napoli
Den pasningsstærke spanier var stærkt medvirkende til, at Napoli dominerede midtbanen i opgøret mod Liverpool. 

Idrissa Gueye, PSG
Det senegalesiske nyindkøb var en af parisernes absolut bedste spillere i 3-0-sejren over Real Madrid.

Allan, Napoli
Brasilianeren var god til at nedbryde Liverpools midtbane, og var derudover selv skarp med sine pasninger.

Ilkay Gündogan, Manchester City
En udekamp mod Shakhtar Donetsk er ikke nødvendigvis så nem, men tyskeren var stærkt medvirkende til, at Guardiolas tropper kunne drage hjem med en 3-0-sejr. Scorede, ramte stolpen og var med afstand kampens bedste midtbanespiller.

ANGRIBERE:

Timo Werner, RB Leipzig
Yussuf Poulsens angrebskollega sænkede Benfica med to scoringer i 2-1-sejren i Portugal.

Erling Haaland, Red Bull Salzburg
Den 19-årige nordmand scorede hattrick i første halvleg af sin Champions League-debut, da østrigerne bankede Genk 6-2.

Angel di Maria, PSG
Argentineren sænkede sin gamle klub Real Madrid med to scoringer, hvoraf 2-0-målet var et fornemt langskud.