Se TV3-eksperternes bud på udfaldet af Champions League-kvartfinalerne
Foto: Getty Images
Champions League

Se TV3-eksperternes bud på udfaldet af Champions League-kvartfinalerne

Der var kun uenighed om udfaldet af kvartfinalen mellem Tottenham og Manchester City i studiet.

Fredag blev der trukket lod til kvartfinalerne i Champions League, og der er blandt andet lagt op til en gentagelse af finalerne i 2009 og 2011, idet Manchester United skal op imod Barcelona.

Derudover byder kvartfinalerne på et rent engelsk opgør, idet Christian Eriksen og Tottenham skal forsøge at sende Pep Guardiolas Manchester City ud. Liverpool slap på papiret med en glimrende lodtrækning, da Porto blev modstanderen. Og sidst, men ikke mindst, skal Ajax forsøge at stoppe Cristiano Ronaldo og Juventus.

I TV3-studiet havde Peter Grønborg besøg af Niels Christian Frederiksen, Per Frimann og Martin Jørgensen, og de tre eksperter diskuterede efter lodtrækningen de fire kvartfinaler med Grønborg. Læs deres bud på vinderne af de fire opgør herunder:

Manchester United - Barcelona
Her var de fire herrer rørende enige om, at Manchester United ikke kommer til at nå frem til semifinalen. 

- Barcelona gør ikke som PSG. De kommer ikke til at tage for let på det. Og United har simpelthen ikke niveauet til at slutte det af nede på Camp Nou, sagde Per Frimann.

- Barcelona er af en helt anden støbning end PSG. De har været stærke i ligaen, og de har masser af erfaring med at spille på det her niveau. At vinde Champions League står allerøverst på deres dagsorden, lød det fra Niels Christian Frederiksen. 

Liverpool - Porto
Igen var de fire herrer fuldstændig enige om udfaldet: Liverpool går videre.

De to hold mødtes i 1/8-finalerne i sidste sæson, hvor Liverpool vandt med sammenlagt 5-0.

- Siden den sejr er Liverpool kun blevet stærkere, lød det fra Martin Jørgensen.

- Porto blev rullet over af Liverpool i sidste sæson. Og siden da er Liverpool blevet meget bedre. De har fået en super forsvarsspiller i Virgil van Dijk, og de har hentet en super målmand, sagde Niels Christian Frederiksen.

- Liverpool er nok den største favorit i kvartfinalerne, mente Per Frimann.

Tottenham - Manchester City
I den rene engelske kvartfinale var der for første gang uenighed i studiet. Niels Christian Frederiksen pegede således på Tottenham, mens Peter Grønborg og Per Frimann troede på Manchester City. Martin Jørgensen ville ikke lægge sig fast på en vinder, men mente trods alt, at City er favoritter.

- Det er den kvartfinale, hvor jeg mener, at der er den mindst oplagte favorit, lød det fra Martin Jørgensen.

- City slutter hjemme, og det betyder også noget. De er et niveau over et Tottenham-hold, der har skuffet lidt, sagde Per Frimann. 

- Man kan ikke sige, at det har været en skuffende sæson for Tottenham. På det seneste har de godt nok ikke spillet så godt, og der er også fare for, at de ryger ud af top fire. Men set i betragtning af Kanes og Allis skader, så mener jeg ikke, at det har været skuffende. Der kommer altid en overraskelse undervejs, og skal den komme, så kommer den her, lød det fra Niels Christian Frederiksen.

Ajax - Juventus
Igen var der her enighed over hele feltet, idet alle var sikre på italiensk avancement. 

- Ajax har en chance, men den er bare ikke så stor. Ajax spiller rigtig flot fodbold, men de kommer altså op imod et Juventus-hold, som man slår sig på, som er taktisk godt indstillet, og som har Ronaldo oppe foran til at afgøre de svære situationer. Men jeg vil sige, at Ajax' mod mod Real Madrid overraskede mig, lød det fra Martin Jørgensen.

- Mod Ajax må man ikke give dem for meget af spillet, og man skal ind på kroppen af dem. Og det kan Juventus. De er meget stærke i de fysiske dueller, lød det fra Per Frimann.

- Hos Ajax savner jeg en kynisk nier, som de engang havde i Kluivert. De kommer til at spille med en falsk nier i Tadic. Et andet problem er De Ligt i forsvaret, som bliver fulgt af mange storklubber. Han er simpelthen for langsom i min optik, sagde Niels Christian Frederiksen.