Sergio Ramos har været med til at vinde Champions League fire gange med Real Madrid, og forsvarsgeneralen husker nu tilbage på triumfen i 2017 mod Juventus som særligt vigtig.
- Vi vidste, at det ville blive en meget vanskelig finale mod Juventus, og det sad i vores hoveder, at vi kunne vinde Champions League for tredje gang. Det var vigtigt for at give holdet en historisk status. Det var en ekstra motivation for os, lyder det ifølge UEFAs hjemmeside fra Ramos.
Utroligt Mandzukic-mål
Juventus endte med at tabe opgøret med 4-1, men italiernes enlige scoring var et saksespark fra Mario Mandzukic.
- Der var ikke så meget, vi kunne gøre ved hans mål. Det var utroligt. Et 'golazo.' Han fik en aflevering fra en holdkammerat, tæmmede bolden med brystet og lavede et ekstraordinært saksespark, som Keylor Navas ikke kunne gøre noget ved.
Ændrede taktik
Stillingen ved pausen var 1-1, men i anden halvleg skruede Zinedine Zidanes tropper altså bissen på.
- I første halvleg pressede vi ikke så højt, på grund af den respekt, der var mellem de to hold. Det var nøglen i anden halvleg: At stjæle bolden fra dem på deres banehalvdel, og derefter score. Det var glimrende set af træneren.
I modsætning til finalerne i 2014 og 2016 kom Sergio Ramos ikke på tavlen i finalen mod Juventus.
- Alle ønsker at score i finaler, for det er historiske mål. Det vigtigste var at sikre sejren. Jeg var ligeglad med, om det var Marco Asensio eller mig, der scorede. Selvom jeg nok ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ønskede at score et mål.