Video : Tipsbladet
Champions League

Solskjær: Derfor bænkede jeg Pogba

Ole Gunnar Solskjær måtte efter tirsdagens 2-1-sejr over PSG forklare, hvorfor han havde valgt at starte med Paul Pogba på bænken.

Paul Pogba er Manchester Uniteds dyreste spiller nogensinde, men i tirsdagens Champions League-brag mod Paris Saint-Germain måtte den franske stjerne tage plads på bænken. 

Manchester United-cheftræner Ole Gunnar Solskjær havde således i stedet valgt at give chancen til Fred og Scott McTominay. Og efter slutfløjtet i gæsternes 2-1-sejr forklarede Solskjær, hvorfor Pogba måtte tage til takke med en plads på bænken. 

- De (Fred og McTominay, red.) er i god form lige nu. De er to gode spillere, og de spillede rigtig godt mod Newcastle. De lagde fundamentet for vores sejr i den kamp, og jeg synes, at de gjorde det samme i dag, lød det ifølge Metro fra Solskjær.

Fint indhop
Paul Pogba fik de sidste 23 minutter på banen i tirsdagens kamp, og efter sejren slog Solskjær fast, at franskmanden havde leveret et godt indhop.

- Da det stod 1-1 i midten af anden halvleg, der begyndte vi måske at få lidt mere selvtillid, og vi begyndte at spille lidt mere. Jeg synes, at Paul Pogba kom ind og gjorde det rigtig godt, og vi fik skabt chancer.