Video : Tipsbladet
Champions League

Spansk avis: Real Madrid-profil vil væk efter syv år i klubben

Real Madrid må formentlig snart vinke farvel til en mangeårig profil, skriver spanske Marca.

Han kom til den spanske hovedstad fra Malaga i 2013, men nu vil han videre.

28-årige Isco har besluttet sig for at forlade Real Madrid og er allerede klar til at lytte til mulige bejlere, når januars transfervindue åbner.

Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Spanieren har i flere år været rygtet væk fra Real Madrid, efter at han aldrig helt er blevet fast mand i klubbens startellever, men gang på gang har Isco selv slået fast, at han har ønsket at blive.

Men nu vil han altså væk, og ifølge avisen respekteres den beslutning både af cheftræner Zinedine Zidane og af Real Madrid, som er klar til at lade ham gå .

Isco har spillet i Real Madrid i syv år og har været med til at vinde 16 titler med klubben, men særligt siden 2018 har den spanske kreatør haft svært ved at spille sig på holdet. I denne sæson har han for eksempel slet ikke fået minutter i Champions League, ligesom det kun er blevet til tre kampe fra start i La Liga.

Den 28-årige spanier forlængede i 2017 sin kontrakt med Real Madrid, som udløber i 2022.

Isco har spillet 313 kampe for Real Madrid.