Video : Tipsbladet
Champions League

Stjerne vraget: Ole stoler bare ikke på ham

Ifølge Paul Scholes og Peter Crouch er det helt åbenlyst, at Ole Gunnar Solskjær ikke har tillid til Paul Pogba på den defensive midtbane.

Paul Pogba er det dyreste indkøb i Manchester Uniteds historie, men den 28-årige franskmand måtte tage plads på bænken i onsdagens Champions League-opgør mod Atalanta.

Og ifølge den tidligere Manchester United-stjerne Paul Scholes har Pogba da også gentagne gange demonstreret overfor Ole Gunnar Solskjær, at han ikke kan bruges på den defensive midtbane, senest i weekendens 4-2-nederlag til Leicester.

- Han [Solskjær, red.] stoler bare ikke på ham [Pogba, red.] på den position. Jeg tror, at han har forsøgt at stole på ham. Han har givet ham så mange chancer, og han ønsker virkelig, at det skal fungere. Men [Solskjær, red.] han har set den manglende disciplin, som han [Pogba, red.] har på den position, lød det således, ifølge BT Sport, fra Paul Scholes inden Atalanta-kampen.

- Det ville kunne koste dem dyrt, og den her kamp er så vigtig for ham [Solskjær, red.]. Manglende tillid til en spiller er ikke godt. Han [Pogba, red.] vil være skuffet, men han bliver nødt til at komme over det og kæmpe sig tilbage.

Helt afgørende kamp for Solskjær
Den tidligere Liverpool-angriber Peter Crouch erklærede sig i studiet enig i Paul Scholes' analyse.

- Det [fravalget af Pogba, red.] kommer til at skabe store overskrifter, men det er åbenlyst, at han ikke kan stole på ham. Det her er en stor, stor kamp for ham [Solskjær, red.], og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at han hellere vil bruge ham mod Liverpool, for jeg tror, at de kommer til at se mere til bolden i aften, og de forventes at vinde, lød det således fra Crouch.

- Hans manglende tillid til Pogba er tydelig. Han kan have tillid til, at Fred og McTominay er disciplinerede. Det er en stor, stor kamp for Solskjær.

Manchester United var bagud med 2-0 ved pausen, men Ole Gunnar Solskjærs mandskab formåede at kæmpe sig tilbage og sikre sig en 3-2-sejr. Efter slutfløjtet kritiserede Scholes dog alligevel Solskjærs tropper. Læs mere om det her.