Video : Tipsbladet
Champions League

Suárez får sarkastisk ros for at nive Chelsea-spiller: - Bedre end at bide

Luis Suárez endte i klammeri med Antonio Rüdiger, da Chelsea tirsdag slog Atlético Madrid med 1-0 i Champions League.

Luis Suárez havde igennem flere år en dårlig vane med at bide sine modstandere.

Suárez' seneste bid ligger dog snart syv år tilbage, og uruguayaneren ser ud til at have rykket videre til mindre åbenlyse angreb på modstanderne. Under tirsdagens Champions League-opgør mellem Atlético Madrid og Chelsea nev Luis Suárez således Chelseas Antonio Rüdiger på inderlåret, hvilket tyskeren tilsyneladende ikke satte pris på. 

Fremgang for Suárez
De to herrer var involveret i en duel tæt ved baglinjen, på et tidspunkt, hvor Chelsea var foran meed 1-0. Her skubbede en tydeligt vred Rüdiger Suárez i brystet, mens uruguayaneren havde et bredt smil på læberne. I første omgang stod det ikke klart, hvad der havde gjort Rüdiger bitter, men den langsomme gengivelse viste altså, at Suárez havde nevet tyskeren. 

Dommeren måtte efterfølgende skille de to kamphaner ad, og efter slutfløjtet gjorde den tidligere Chelsea-stjerne Joe Cole grin med Suárez' aktion.

- Når du skælder dine børn ud, og de går så fra at bide til at nive, så er det vel en slags fremgang, lød det således, ifølge BT Sport, fra Joe Cole. 

Luis Suárez fik i 2010 syv spilledages karantæne for at bide PSV Eindhovens Bakkal i skulderen. Tre år senere fik Suárez så 10 spilledages karantæne for at bide Chelseas Branislav Ivanovic i armen. Under VM 2014 bed Suárez så Giorgio Chiellini, hvilket kostede fire måneders karantæne fra al fodbold.