Video : Tipsbladet
Champions League

Tidl. holdkammerat: Bale bliver en succes i Kina

Gareth Bale og Kina er et perfekt match, mener waliserens tidligere holdkammerat, Mousa Dembele.

Mousa Dembele og Gareth Bale spillede i 2012 og 2013 sammen i Tottenham, inden sidstnævnte rykkede til Real Madrid.

I januar forlod også Dembele englænderne, da Guangzhou R&F meldte sig på banen, og nu bliver den tidligere Tottenham-duo formentlig genforenet i den kinesiske liga.

Bale meldes således tæt på Jiangsu Suning, som angiveligt har tilbudt waliseren en ugeløn på 8,3 millioner kroner - og Dembele er overbevist om, at det er det rigtige skifte for den tidligere holdkammerat.

- Gareth vil gøre det rigtig godt her, og det er en liga, hvor han passer perfekt ind. Han er en utrolig spiller. I Kina vil de have spillere, som kan skabe noget ud af ingenting. Hvis du er en stabil spiller, som bare spiller bolden sidelæns, gør du ikke rigtig nogen forskel, fordi man kun kan have tre (udenlandske red.) spillere på banen.

- Gareth kan afdrible tre spillere og skyde, så det bliver let for ham, udtaler belgieren til BBC.

Dembele erkender i samme ombæring, at økonomien i de kinesiske klubber er tiltrækkende. Han mener dog ikke, at det bør være den eneste motivationsfaktor for Real Madrid-spilleren.

- Penge betyder selvfølgelig noget. Folk, som kommer hertil, tjener gode penge, men hvis du udelukkende kommer hertil for pengene og ikke nyder oplevelsen, er det skidt.

- Hvis du kan tjene gode penge og nyde kulturen, er det en god oplevelse.

Zinedine Zidane har tidligere udtalt, at han ikke kan se Bale fortsætte i den spanske hovedstadsklub.