Video : Tipsbladet
Champions League

Tidligere City-stjerne: Guardiola dummede sig mod Real Madrid

Den tidligere Manchester City-målmand Joe Hart hører ikke til dem, der mener, at Pep Guardiola leverede en taktisk genistreg mod Real Madrid.

Der har været sagt og skrevet meget om Pep Guardiolas ukonventionelle startopstilling i onsdagens 2-1-sejr mod Real Madrid.

Manchester City-bossen undlod således at spille med en egentlig angriber, og havde desuden placeret profiler som Sergio Agüero, Raheem Sterling, David Silva og Fernandinho på bænken.

Pep Guardiola mente selv, at det var en rimelig kløgtig disposition. Men den opfattelse deler den tidligere Manchester City-målmand Joe Hart ikke. Ifølge Burnley-målmanden havde Guardiola sikret sig et bedre resultat, hvis han bare havde holdt sig til en normal opstilling.

- Jeg tror, at en konventionel Manchester City-startopstilling ville have sikret en sejr med flere mål. De var for stærke, da de slog til i de situationer. Men med Agüero og Sterling kunne de have forvoldt dem endnu større skade, lød det ifølge BT Sport fra Hart. 

Ikke de bedste venner
Med til historien hører det, at Joe Hart næppe er den helt store fan af Pep Guardiola. En af spanierens første beslutninger efter ankomsten til Manchester City var således at placere Joe Hart på bænken.

Hart, der i mange år havde været Manchester Citys førstemålmand, blev således udlejet til først Torino og senere West Ham, inden han i sommeren 2018 skiftede til Burnley. Den 32-årige målmand har dog ikke fået en ligakamp for Burnley siden december 2018.