Video : Tipsbladet
Champions League

Tidligere Liverpool-spiller storroser stortalent: Han minder om Sadio Mane

Alberto Moreno ser et stort lys i 20-årigt Villarreal-talent.

Alberto Moreno skiftede i sommer Liverpool ud med Villarreal, efter at hans kontrakt med den engelske klub udløb.

I Villarreal er han blevet holdkammerater med nigerianske Samu Chukwueze, der i sidste sæson fik sit gennembrud som seniorspiller, og Alberto Moreno ser et stort potentiale i den 20-årige angriber.

Faktisk minder Samu Chukwueze om Liverpool-stjernen Sadio Mane, mener Alberto Moreno. 

- Chukwueze er virkelig, virkelig god. Det lyder som en løgn, men jeg har fulgt ham siden sidste sæson. Han er super skarp og hurtig. Du ved aldrig, hvor han skal hen. Han er også stærk, ung og determineret, siger Moreno til Marca og fortsætter:

- Han minder meget om Sadio Mane. Jeg har set de to til træning, og de er meget ens. Han har meget at lære, fordi han meget ung, men han vil blive en endnu bedre spiller, end han er nu.

Samu Chukwueze blev mandag nomineret til France Footballs såkaldte Kopa-pris, som uddeles til den bedste spiller under 21 år. Stjerner som Jadon Sancho fra Borussia Dortmund og Joao Felix fra Atletico Madrid er også nomineret.