Video : Tipsbladet
Champions League

Tottenham er for ringe: Kane bør sige 'farvel og tak' nu

Tottenham har fået en tvivlsom start på sæsonen, og den tidligere Manchester United-stjerne Rio Ferdinand forstår godt, hvorfor Harry Kane og Christian Eriksen vil væk.

Den tidligere Manchester United-profil Rio Ferdinand kommer nu med en udtalelse, der næppe vil gøre ham populær blandt Tottenhams fans.

Ferdinand, der i dag arbejder som ekspert for BT Sport, rådgiver således Harry Kane til at forlade Tottenham. 

Spurs-stjernen har i de senere sæsoner slået sit navn fast som en af verdens bedste angribere. Kane har dog stadig sit første trofæ til gode. 

Tid til at sige farvel
I onsdagens 2-2-kamp mod Olympiakos nettede Kane på straffespark. Angriberen kunne dog ikke redde Tottenham fra at smide en 2-0-føring i opgøret, og ifølge Ferdinand bør Kane nu tage konsekvensen.

- Hvis du ser på det ud fra hans individuelle perspektiv... hvis du prøver at sætte dig Harry Kanes sted... så ville du også sige farvel og tak.

- Jeg er nødt til at være ærlig med jer... hvis jeg var Kane, så havde jeg ikke haft tid til at blive hængende. Jeg kunne blive skadet i næste sæson eller ryge ind i en formkrise. Jeg ville ønske at vinde nu. Jeg har givet det meste af min karriere til Tottenham, og de har ikke vundet noget som helst. Ja, de kommer tæt på, og de kan blive ved med at komme tæt på. De har været tæt på at vinde ligaen et par gange, og selvfølgelig også Champions League. Men det er ikke nok.

Ferdinand forstår også Christian Eriksens ønske om at komme væk.

- Det er let forstå at Eriksens frustration og hans ønske om at komme væk. Han tænker: 'Jeg ønsker at tage et sted hen og vinde noget,' fremfor at fortsætte med det her.