Trippier om Atletico-skifte: Har altid drømt om La Liga
Foto: Getty Images
Champions League

Trippier om Atletico-skifte: Har altid drømt om La Liga

Kieran Trippier glæder sig til at bo i Madrid og spille i den bedste spanske række, forklarer han ved torsdagens præsentation.

Atletico Madrid kunne onsdag offentliggøre, at Kieran Trippier hentes i Tottenham og skriver under på en treårig kontrakt.

Torsdag blev den engelske back præsenteret for klubbens fans, og ved denne lejlighed forklarede Trippier, hvorfor han ikke skulle bruge megen tid på at overveje tilbuddet, da hovedstadsklubben henvendte sig.

- Premier League er én af de bedste ligaer i verden, men jeg skulle ikke tænke to gange over det, da Atletico henvendte sig. Det er en fantastisk mulighed for at komme til og bo i Madrid. Ikke mange engelske spillere skifter til udlandet, men jeg har altid haft et ønske om det, især i La Liga, siden jeg var lille.

- Jeg ser frem til at lære sproget med det samme, hvilket er min førsteprioritet. Jo hurtigere jeg kan gøre dét, desto bedre kan jeg kommunikere med min træner og mine holdkammerater. Jeg vil nyde at spille for Atletico og bo i Madrid.

Trippier spillede for Tottenham i fire sæsoner efter skiftet fra Burnley.