Video : Tipsbladet
Champions League

UEFA: Corona-problemer i Lissabon betyder intet for Champions League

UEFA-præsident Aleksander Ceferin slår fast, at der ikke er nogen plan B.

Når Champions League skal i gang igen og færdigspilles, så bliver det som en Final Eight i Portugals hovedstad, Lissabon. Det sker selvom, man på det seneste har oplevet, at coronatallene er gået i den forkerte retning. 

Det understreger UEFA-præsident Aleksander Ceferin i en pressemeddelelse.

I Lissabon har man senest oplevet, at man har været nødt til at lukke 19 områder i den nordlige del af byen helt ned, ligesom der kun må være fem mennesker samlet der. Men det betyder altså ikke noget for UEFA-ledelsen, som er fast besluttet på, hvad der skal ske.

- Jeg er helt overbevist om, at vi i fortsat samarbejde med vores partnere vil få afsluttet sæsonen på en positiv måde i Lissabon. Der er ikke brug for en plan B, lyder det fra Ceferin.

Han peger samtidig også på, at han har talt med den portugisiske statsminister Antonio Costa, hvor vedkommende har understreget, at de er sikre på, at han kan lave et godt projekt med det portugisiske fodboldforbund, så landet kan levere en succesfuld turnering.

De første kampe i Champions League efter coronapausen spilles 7. og 8. august.