Video : Tipsbladet
Champions League

UEFA-præsident udpeger den Super League-klub, der har skuffet ham mindst

Hverken Manchester United-næstformanden Ed Woodward eller Juventus-præsidenten Andrea Agnelli skal forvente julekort fra Aleksander Ceferin. UEFA-præsidenten er dog ikke sur på Barcelona-præsidenten Joan Laporta.

Aleksander Ceferin var oppe i det røde felt i de få dage, hvor Super League-projektet så ud til at blive til virkelighed. 

UEFA-præsidenten omtalte således Andrea Agnelli og Ed Woodward som 'slanger', hvilket Real Madrid-præsident Florentino Perez efterfølgende omtalte som 'sindssygt'. Efter udbryderligaens kollaps har Ceferin så udpeget den af de 12 Super League-klub, han er mindst sur på. 

- De har alle skuffet mig, men Barcelona har skuffet mig mindst. Det er mindre end to måneder siden, at Laporta blev valgt som klubpræsident, så han har ikke haft mulighed for at gøre særligt meget. Det var meget smart, at han underskrev en kontrakt, der lod klubbens medlemmer bestemme, lyder det således, ifølge Sport, fra Ceferin. 

- Jeg talte med ham to eller tre gange, og han var under et markant pres, på grund af den økonomiske situation, som Barcelona befinder sig i. Og det er ikke hans fejl, at klubben befinder sig i den situation, som den gør. Han var tydeligvis under voldsomt pres. 

Ifølge det franske medie RMC diskuterer UEFA i øjeblikket mulige straffe for de 12 Super League-klubber.