Video : Tipsbladet
Champions League

Vil ikke mandsopdække Messi: "Han gør ting, man kun ser på PlayStation"

Napoli-træner Gennaro Gattuso har ikke tænkt sig at mandsopdække Lionel Messi i morgendagens Champions League-brag. Det kan simpelthen ikke betale sig, lyder konklusionen.

Når FC Barcelona i morgen besøger Napoli på Stadio San Paulo i Champions Leagues ottendedelsfinaler, skal Lionel Messi ikke regne med, at han bliver mandsopdækket.

Napoli-træner Gennaro Gattuso har simpelthen vurderet, at det ikke kan betale sig.

- Du kan ikke stoppe Messi. Mine spillere bliver bare nødt til at forsøge. Vi spiller mod Barcelona og ikke kun Messi, og det giver derfor heller ikke mening at mandsopdække ham, sagde Gattuso på mandagens pressemøde ifølge goal.com og fortsatte med at rose argentineren.

- Han er ikke kun god på banen. Han er også den bedste uden for banen. Han siger aldrig noget upassende, og han er et eksempel, som børn bør lade sig inspirere af. Og så gør han ting, som man kun ser på PlayStation - ting, du ikke engang kan forestille dig. Han har været den bedste i verden i flere år nu, lyder det fra den tidligere AC Milan-spiller.

Napoli møder FC Barcelona tirsdag aften klokken 21.00.