Video : Tipsbladet
Champions League

Vil smide sit TV ud, når Messi stopper: Han er fodboldens Harry Potter

Den tidligere italienske landsholdsbomber Christian Vieri har tænkt sig at stoppe med at se fodbold, når Lionel Messi indstiller karrieren.

Lionel Messi nettede en enkelt gang, da Barcelona onsdag sænkede Juventus med 2-0 i Torino, og efterfølgende blev argentineren så hyldet af den tidligere Inter-bomber Christian Vieri.

- Barcelona var utrolige. Der var ingen tvivl om udfaldet. De kunne nemt have scoret seks eller syv gange. De spillede fantastisk. Messi er en tryllekunstner. Han er fodboldens Harry Potter. Jeg smider mit tv ud, når han stopper karrieren. Til den tid vil jeg stoppe med at arbejde med tv. Jeg kommer til at se Netflix og intet andet. For når han stopper, så er der intet andet at se, lød det ifølge CBS Sports fra Vieri.

Lionel Messi blev da også noteret for hele 65 afleveringer på Juventus' banehalvdel, og argentineren leverede samtidig assisten til Ousmane Dembélés 1-0-scoring. 

Juventus-angriberen Alvaro Morata havde til gengæld en træls dag på kontoret, idet spanieren fik hele tre mål annulleret for offside.

Bør kunne slå alle hold
Barcelona har været igennem en svær tid, og tirsdag trådte Josep Maria Bartomeu så tilbage som klubbens præsident. Ifølge Christian Vieri kan catalanerne dog få en ganske succesfuld sæson.

- Jeg ved ikke, hvordan de kunne tabe til Real Madrid. Men når man ser dem spille sådan her mod Juventus, så vil man sige, at de ikke burde kunne tabe mod noget som helst hold i år. Det er umuligt, når man ser på hvordan de spillede.