Vingaard om afslutning på CL-eventyr: Tungt at blive kørt ud i kørestol

Det her er anden del af interviewet med Martin Vingaard om FC Københavns Champions League-eventyr i 2010/11-sæsonen. I første del fortalte Martin Vingaard om vejen til gruppespillet og om sit frisparksdrøn, der var med til at sikre FC København en vigtig sejr mod Panathinaikos i Athen.

Her i anden del af interviewet er vi nu kommet til det tidspunkt i gruppespillet, hvor FC København står over for to kampe mod ingen ringere end FC Barcelona.

Fra Camp Nou med æren i behold
I kampen på Camp Nou slap danskerne overraskende hæderligt fra mødet med verdens på det tidspunkt bedste hold. Efter et tidligt Messi-mål havde hjemmeholdet svært ved at lukke kampen. Det var først i overtiden, at argentineren med sin anden scoring lukkede kampen.

- Vi følte absolut, at vi var med. Det var ikke fordi, at vi vadede i chancer, men vi levede i kampen. Vi skulle ikke bruge mere end en dødbold. Vores gameplan var at leve i kampen så længe som muligt. Og det gjorde vi nærmest indtil sidste minut.

- Vi kom derfra med et nederlag, men vi var ikke flove. Nu kunne vi se frem til hjemmekampen, og mens vi arbejdede henimod den, havde vi følelsen af, at vi havde nogle muligheder, når vi skulle møde dem i Parken. Vi behøvede ikke have så meget respekt for dem. Vi skulle vise, at vi var på vores hjemmebane. Og det gav jo pote. I den kamp gik vi op og udlignede minuttet efter deres føringsmål. Det var meget sigende for vores mentalitet på det tidspunkt.

Cremen af cremen
FC Barcelona i 2011 var et hold, der havde spillere som Xavi, Andres Iniesta, Dani Alves, David Villa og Lionel Messi på holdet. På trænerbænken sad Pep Guardiola.

- Det var cremen af cremen. Jeg havde mødt Spanien med landsholdet, og det var sjovt at måle sig med de spillere. Én ting er at se dem på TV. Men det er først, når du står der, at du mærker tempoet. Men når først kampen er i gang, koncentrerer man sig om at følge taktikken.

- Da jeg gik ind i Parken, ved siden af Barca-spillerne, og mens Champions League-hymnen spillede, der havde jeg den der 'I did it'-følelse. At vide, at alle ens venner og familie sad på tribunen. Det er alt sammen med i den pakke, man får ved at være med til så store kampe: De oplevelser, man får med sine nære. Det er svært at beskrive, hvor stort det er. Det er noget, man tager med hele livet.

Uafgjort mod verdens bedste
I kampen i Parken var det FC Barcelona, der planmæssigt kom foran på et mål af Lionel Messi efter 31 minutter. Minuttet efter udlignede Claudemir for københavnerne, der lykkedes med at holde stand og sikre et point mod de spanske giganter. Dermed havde FC København leveret et resultat, der kunne måle sig med 1-0-sejren over Manchester United i 2006, hvor Marcus Allbäck scorede sejrsmålet.

- Det var et kæmpe resultat. Jeg kan huske, hvor meget der var blevet snakket om United-kampen, og hvor meget den kamp fyldte i historiebøgerne. Vi vidste, at det her resultat, det ville gå over i historien. Det var fantastisk at være en del af, og noget vi altid vil kunne kigge tilbage på.

- Jeg kan huske, at Pedro bragede den på stolpen i det 92. minut, så der kunne den også være blevet slukket. Men det uafgjorte resultat får vi, og det skabte det udgangspunkt, vi ønskede. Nu skulle vi bare have ét point i Kazan eller en sejr hjemme over Panathinaikos i sidste runde.

At FC København slap for at få tæsk mod spanierne var afgørende på flere måder.

- Det var vigtigt, at vi kom fra Barca-kampen med skindet på næsen, så vi ikke skulle igennem et større mentalt arbejde. Det var med til at øge vores selvtillid. Det resultat skabte tro på det.

- Jeg kan også huske i Superliga-kampene på den tid, pånær i Brøndby, der blev vi mødt af børn og unge mennesker, der var meget interesserede i os. Interessen fra børn og unge mennesker langt større, da vi lige havde spillet uafgjort mod Barca. Det var bare større, når FCK kom på besøg. Det var superfedt at mærke, at vi var nationens hold.

En kold aften i Rusland
Gruppespillets næstsidste kamp, på udebane mod Rubin Kazan, gik dog ikke efter planen.

- Det var sindssyg koldt. Jeg ved ikke, om vi var nervøse, men det blev en rigtig rodet kamp uden den store kvalitet. Egentlig var det en 0-0-kamp, som vi skulle have lukket ned, men så scorede de på straffe. Vi havde drømt om at gøre det færdigt der, for så havde vi stået med otte point, og så havde det været overstået. Jeg kan huske, at Kenneth Zohore havde en stor chance. Det havde været den helt store eventyrhistorie, hvis en 16-årig havde spillet os videre.

- Men på en måde var det også federe, at gøre det i Parken og få en fest i København. Selv hvis vi tabte til Panathinaikos, var det vist noget med, at Barca skulle tabe hjemme til Rubin Kazan. Så vi vidste, at situationen var god. Men man kunne ikke lade være med at tænke på, om det glippede.

Forløsningen
Martin Vingaard husker, at kampen mod Panathinaikos i Parken ikke startede særlig godt. Danskerne var præget af nervøsitet, og fik ikke sat sig på tingene.

Efter 26 minutter kom dog den forløsning, der fik Parken til at eksplodere. Christian Bolaños havde bolden i højresiden og fandt Vingaard, der var trukket ind i banen fra sin position i venstre side.

- Det var en af mine forcer. Det var en rolle, som jeg havde opbygget i Esbjerg som venstrekant. At komme ind i banen, når spillet blev bygget op i højre side. Jeg kom ind i banen, og modtog bolden fra Bolaños. Hvem siger, at jeg havde taget den afslutning i dag? Men jeg havde så meget tro på tingene, at jeg vidste, at hvis jeg fik én berøring, så ville anden berøring være en afslutning. Det var tankegangen på det tidspunkt.

Vingaards afslutning fra kanten af feltet susede ind i netmaskerne helt ude i venstre side af målet.

- Jeg tror, at den fik et skævt opspring, eller også undervurderede keeperen farten. Men det var det her med, at hvis du tror nok på det, så lykkes tingene. Og det gjorde jeg selvfølgelig i den periode. Dén følelse husker jeg som endnu vildere end ved mit første mål, fordi jeg netop vidste, hvor vigtigt det var, at vi kom foran i den kamp. Det var det, vi alle ønskede.

- Heldigvis var det mig, det kom fra. Det løsnede op for hele holdet, og hele Parken. I stedet for den her åh nej-følelse ændrede det sig til en feststemning, selvtillid og tro på tingene.

Nød julen lidt mere
I anden halvleg øgede Jesper Grønkjær på straffespark, inden grækerne lavede selvmål. Panathinaikos fik reduceret i overtiden, men FC København var som den første og eneste danske klub videre til Champions League-ottendedelsfinalerne.

- Det var helt uvirkeligt at gå videre. Med mit eget efterår og som et hold var det et drømmescenarie. Når man er i det, glemmer man det næsten. Men når man stopper op og går på juleferie, mærker man det.

- Jeg nød julen lidt mere, men det lå også i baghovedet, at man ikke skulle feriere for meget. Vi så frem til lodtrækningen, og jeg kan huske, at Grønkjær drømte om Chelsea. Så for ham var lodtrækningen den helt store drøm. Jeg ville gerne havde mødt Manchester United eller Real Madrid, mens Ståle drømte om et hold, hvor vi havde en bedre chance.

Manglede de sidste procenter
Mens FC København i efteråret 2010 var fuldstændigt flyvende, var det danske hold udfordret af, at de to ottendedelsfinaler mod Chelsea skulle spilles i februar og marts, før Superligaen var startet op igen.

- Det var noget lidt andet i forhold til i efteråret. Ståle stillede lidt anderledes op, og jeg startede blandt andet ude. Vi vidste, at vi umuligt kunne være der, hvor vi toppede i efteråret. Det er de små procenter i den mentale tilgang. Og det blev også afgørende. Reelt havde vi ikke en chance imod Chelsea. De var bare bedre end os.

Englænderne kunne således tage fra det første opgør i Parken med en 2-0-sejr, og danskerne kunne nu se frem til en vanskelig opgave i returopgøret på Stamford Bridge.

- Vi havde ikke tabt troen på det. Vi var stadig supergodt hold, og vi vidste, at et enkelt mål fra en dødbold ville kunne ændre kampbilledet. Vi vidste godt, at vi ikke ville dominere. Vi prøvede at få lavet det ene mål, der kunne åbne kampen. N'Doye ramte også træværket på et frispark, men i bund og grund gjorde Chelsea det, de skulle. Men vi gik derover med troen.

Fældet af Lampard
I sidste ende fik FC København et helt acceptabelt 0-0-resultat i London, der dog stadig betød exit. Og for Martin Vingaard personligt sluttede Champions League-eventyret grimt.

- Mit Champions League-eventyr sluttede samtidig med klubbens. Det var i anden halvleg, hvor jeg ville lave en vending. Jeg kommer ind foran Frank Lampard, og han vil lave et professionelt frispark, så jeg får taget et for langt skridt, da han rammer min fod. Og så får jeg revet korsbåndet over.

- Det er ikke mange kampe, jeg havde forladt uden at prøve at spille videre. Men jeg vidste godt, at det var alvorligt. Jeg var helt bevidst om, at ikke var en god situation. Så jeg ventede egentlig bare på dommen. Men det var tungt at blive kørt ud af lufthavnen af Oscar Wendt i kørestol, husker jeg.

Martin Vingaard ser dog sådan på det, at timingen af skaden kunne have været værre, hvis det endelig skulle ske.

- Jeg har altid set det sådan, at det var bedre at blive skadet i den sidste kamp end i de første. Jeg er taknemmelig for at have spillet alle otte kampe. Det er en del af det at dyrke sport.

Blev hele tiden hevet i
Når Martin Vingaard ser tilbage på det europæiske eventyr i 2010 og 2011 husker han særligt ét aspekt.

- Det var bare hypen, der var større. Det er klart, at når du sælger 7000 FCK-billetter til kampen på Camp Nou, så er det vildt. Min familie var med dernede, og de festede med FCK-fans i Barcelonas gader. Alle de her ting, som vi blev fortalt, og alt det, der foregik uden om kampene.

- Vi blev hevet så meget i, fordi folk ville have interviews og billeder. Der er slet ikke den samme hype i Europa League. Det var bare så stort. Det er klart, at hvis vi var med hvert år, ville det blive hverdag. Men det her var et helt ekstraordinært niveau. Også fordi det gik så godt. Vi blev hele tiden fortalt, hvor stort det var.

Større end landsholdet
Udover Champions League-eventyret i 2010/11 har Martin Vingaard i sin karriere oplevet at spille ni landskampe og vinde fire mesterskaber med FC København.

- Der er ingen tvivl, om at Champions League var kæmpestort. Det var landsholdet også, men det er sådan, at det er succesoplevelser, man husker bedst. Jeg var ikke med til at kvalificere mig til en slutrunde med landsholdet. Jeg føler lidt, at jeg måske blev snydt i 2010. Hvis jeg nu havde jeg været med til en slutrunde, havde det nok været størst. Men hvis man ser på, hvor mange danskere, der scorer mål i Champions League, er det ikke mange. Vi var 25 spillere, der spillede sig videre fra et Champions League-gruppespil. Det er klart, at det rangerer sindssyg højt.

Efter årene i FC København var Martin Vingaard i Farum hos FC Nordsjælland i tre sæsoner, inden han og familien i 2016 drog på eventyr på den anden side af Atlanten, hvor Vingaard fik en kontrakt hos Tampa Bay Rowdies i Florida.

Tiden i den amerikanske klub er nu ovre, men Martin Vingaard er stadig frisk på nye udfordringer.

- Jeg føler mig fit og er stadig sindssygt sulten på at fortsætte som spiller. Jeg drømmer om at vinde endnu en titel, og jeg kigger på de muligheder, der opstår både i Danmark, USA eller hvor det nu kan være.