Video : Tipsbladet
Champions League

Wenger: Messi skader Griezmann

Den tidligere Arsenal-manager mener, at den franske angriber spiller ude af position på Camp Nou

Efter at have nettet mindst 20 gange i hver eneste sæson hos Atletico Madrid scorede Antoine Griezmann 'blot' 15 gange i 48 kampe i sin første sæson i FC Barcelona, hvor han kom til i sommeren 2019.

En skuffende sæson når man tager i betragtning, at den franske angriber kostede catalanerne 120 millioner euro (ca. 900 millioner danske kroner, red.).

Nu kommer den tidligere Arsenal manager Arsene Wenger Griezmann til undsætning, og forklarer at Lionel Messi er årsagen til, at det ikke er blevet til den succes, som alle regnede med.

- Det er ikke optimalt på den lange bane, at han spiller ude af sin position. I starten accepterede han det, men hvis ikke han leverer på den lange bane, og han føler, at det er på grund af hans position på banen, så mister han modet.

- Han er en spiller, der skal spille centralt, da han har en stor arbejdsratius og er præcis i afleveringerne. Han kan både lave den afgørende aflevering og score, men der bliver trængsel, når han spiller tæt på Messi, siger Wenger til beIN Sports.

FC Barcelonas nye cheftræner, Ronald Koeman, har så sent som i sidste uge sat den franske angriber på plads, da Griezmann efter Frankrigs kamp mod Kroatien takkede Didier Deschamps for at bruge ham centralt i stedet for på kanten.

Men med nul mål i sæsonens første fire kampe, så lader det til, at Wenger har en pointe, og at Koeman skal finde en måde at spille Messi og Griezmann tættere sammen.