Video : Tipsbladet
Champions League

Wenger om Bayern-helt: Han tager den nemme udvej

Den tidligere Arsenal-træner Arsene Wenger mener, at Bayern München-profilen Serge Gnabry har nogle begrænsninger, hvad angår offervilje.

Serge Gnabry sænkede tirsdag Chelsea, da tyskeren scorede to gange i Bayern Münchens 3-0-sejr på Stamford Bridge.

Gnabry har en fortid i Arsenal, hvor kantspilleren dog aldrig for alvor brød igennem. 

Ikke villig til at lide
Ifølge tyskerens tidligere boss, Arsene Wenger, er det primært det mentale, der holder Gnabry fra at blive en decideret verdensklassespiller. 

- Den her fyr har ingen reelle begrænsninger. Det handler mere om, hvor meget han er villig til at lide. Han har fart, teknik og intelligens. Men nogle gange leder han efter den nemme udvej. Det var hans problem. Jeg sendte ham til West Bromwich, og det fungerede slet ikke, lyder det ifølge beIN Sports fra Wenger. 

- Når det er sagt, så mener jeg, at vi havde en aftale med ham, inden Bayern så stjal ham fra Bremen. Han er en god spiller. Han har individuel kvalitet og han er en holdspiller.

Det er ikke første gang, at Wenger anklager Bayern München for at have 'stjålet' Gnabry.

Kantspilleren gjorde sig også bemærket i efteråret, da han scorede fire gange i Bayern Münchens 7-2-sejr over Tottenham.