Video : Tipsbladet
Champions League

Zidane erkender: Vraget stjerne var klar til kamp

Real Madrid er på vej ud af Champions League, men Zinedine Zidane mener overordnet ikke, at madrilenerne spillede en dårlig kamp mod Manchester City.

Real Madrid havde tirsdag kurs mod et fint resultat hjemme mod Manchester City, da det hele med 10 minutter igen begyndte at gå fuldstændigt i fisk.

Gabriel Jesus og Kevin De Bruyne vendte således 0-1 til 2-1 for englænderne, inden Sergio Ramos sikrede sig et rødt kort i slutminutterne. Dermed står Zinedine Zidanes tropper med et skidt udgangspunkt inden returkampen om tre uger. Franskmanden mener dog ikke, at resultatet var fair.

- Vi spillede en god kamp i 75 minutter. Vi er irriterede over nederlaget, men opgøret varer 180 minutter. Nu er vi nødt til at tage de positive ting med videre. Der er ikke super meget positivt at sige om resultatet, men vi leverede en god kamp, bortset fra de sidste minutter, lyder det ifølge Marca fra Zidane. 

- Vi var gode i 70 minutter. Nu er vi nødt til at tage dertil og vinde, hvis vi vil videre. Vi havde brug for 10 minutter mere med koncentration, i en meget svær kamp. Og i sidste ende kom vi til at betale for det.

En taktisk beslutning
Toni Kroos plejer at være fast mand i startopstillingen, men tirsdag var tyskeren placeret på bænken, mens Luka Modric i stedet spillede fra start. I første omgang var der rygter om skadesproblemer for Kroos, men efter slutfløjtet blev Zidane spurgt, om fravalget af tyskeren var en taktisk beslutning. 

- Ja, lød det korte svar ifølge Cadena Ser fra Real Madrid-bossen.

Returkampen spilles på Etihad Stadium tirsdag den 17. marts.