Video : Tipsbladet
Europa League

Arsenal-legende om dansker: Han er en af sæsonens bedste signings

Det er flotte ord fra Arsenal-legenden, Lee Dixon, når snakken går på danske Pierre Emile Højbjerg.

Indtil videre har Pierre Emile Højbjerg haft en fremragende sæson i Tottenham, og danskeren er en af sæsonens bedste handler.

Det fortæller Arsenal-legenden, Lee Dixon, under Amazon Primes dækning af midtugens kamp mellem Fulham og Tottenham.

Højbjerg spillede fuld tid i onsdagens hjemmekamp mod Fulham i Premier League, som endte med et skuffende uafgjort resultat på 1-1.

Alligevel høstede den 25-årige danske midtbanespiller stor ros fra Dixon, som ærgrer sig over, at rivalerne fra Tottenham og ikke Arsenal nyder godt af Højbjergs kvaliteter.

- Det gør ret ondt at sige, men han (Højbjerg, red.) er en af de bedste signings i denne sæson. Han er præcis, hvad Tottenham havde brug for. Han har ikke bare forbedret midtbanen, men også de to midtstoppere bag ham, siger Dixon

Den tidligere engelske landsholdsspiller er især begejstret over Højbjergs arbejdsindsats i forsøget på at hjælpe sine holdkammerater.

- Han dækker en helt masse områder på banen, og han sætter foden ned på de rette tidspunkter. Vi ser ham løbe ud og hjælpe back-spillerne, men vi ser ham også lægge sig ned og hjælpe midstopperne. 

Dixon spillede i Arsenal i 14 år fra 1988 til 2002, hvor han indstilede karrieren i klubben. I alt nåede han at vinde fire engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler, tre titler i den engelske Super Cup samt en enkelt ligacup-titel.

Højbjerg og Tottenham skal i aktion igen søndag, når de gæster Sheffield United i Premier League.

Opgøret fløjtes i gang klokken 15.00.