Arsenal-stortalent trodsede Emery: Det gav mig selvtillid
Foto: Getty Images
Europa League

Arsenal-stortalent trodsede Emery: Det gav mig selvtillid

Unai Emery ønskede, at Eddie Nketiah skulle blive i Arsenal, og det gav den unge angriber selvtillid. Han ville dog hellere udlejes til Leeds.

Eddie Nketiah har fået en del optrædener i Europa League og enkelte indhop i Premier League for Arsenal i de seneste sæsoner.

I sommer blev den 20-årige angriber dog udlejet til Leeds i Championship, selvom han havde imponeret for The Gunners i løbet af optakten til denne sæson.

Og det var faktisk englænderens eget valg. For Unai Emery ønskede at beholde Nketiah i Arsenal.

- Manageren ønskede, at jeg skulle blive, og det gav mig virkelig selvtillid, at jeg var en del af hans planer, indleder han over for Daily Mail og fortsætter:

- Men jeg følte, at det var et godt skridt for mig at komme til Leeds. Jeg håber, at det bliver et godt år, så jeg kan komme tilbage til Arsenal og være i stand til at kæmpe for en plads på holdet. Der var masser af muligheder, og jeg kunne være taget til Tyskland, men min familie, klubben og jeg besluttede, at Leeds var det bedste sted at tage til.

Eddie Nketiah har lavet tre scoringer i fem kampe for Leeds indtil videre i indeværende sæson.