Video : Tipsbladet
Europa League

Borgmester undskylder for hooligan-angreb

En gruppe Manchester United-fans blev tirsdag aften angrebet af en gruppe polske hooligans i Gdansk.

Borgmesteren i den polske by Gdansk, hvor Europa League-finalen afvikles onsdag aften, har givet en undskyldning efter tre Manchester United-fans blev angrebet af en gruppe supportere af byens klub Lechia Gdansk.

En video på sociale medier viser ifølge the Athletic en gruppe Lechia-fans angribe et selskab uden for Fahrenheit Club and Restaurant i den polske by sent tirsdag aften.

The Athletic har talt med nogle af de ansatte på baren, der ifølge medie var rystet, men fortsatte arbejdet efter angrebet. Ligeledes oplyser medier, at den engelske klub hjælper de personer, der kom til skade.

Borgmesteren, Aleksandra Dulkiewicz, har efterfølgende været ud og undskylde for episoden.

- I går aftes fandt et hooligan-angreb sted i vores by på de fans, der er kommet her for at være med i UEFA Europa League-finalen. Gdansk er en åben by, en solidarisk by, hvor der ikke er plads til nogen former for vold, siger hun og uddyber:

- Jeg er i kontakt med politiet, der er ved at efterforske episoden. Kære Manchester United- og Villarreal-fans, alle gæster der er kommet til Gdansk. I er altid velkomne her, og vi byder jer hjerteligt velkommen til vores by.

Manchester United har i en pressemeddelelse også forholdt sig til den voldelige episode:

- Nogle af klubbens medarbejder hjalp en række United-fans i Gdansk i går aftes og i dag efter en episode, hvor nogle af klubbens supportere blev angrebet uden for en bar i byen.

Manchester United har fået tildelt 2.000 billetter til Europa League-finalen, og det vurderes, at den ene halvdel af disse allerede var ankommet i løbet af tirsdagen, mens den anden halvdel kommer onsdag.

I alt vil der være 9.500 tilskuere til kampen onsdag aften, hvor Manchester United og Villarreal skal kæmpe om deres eneste trofæ i sæsonen.

Manchester United kan dog trøste sig en lille smule ved, at de har fået to spillere på et noget kontroversielt All Star-hold.