Video : Tipsbladet
Europa League

Darmian stikker til Solskjær: van Gaal og Mourinho er fantastiske managere

Matteo Darmian har ikke fået noget ud af at spille under Ole Gunnar Solskjær, lyder det fra backen efter skiftet til Parma.

Louis van Gaal hentede i 2015 italienske Matteo Darmian til Manchester United, men højrebacken forlod denne sommer klubben og drog hjem til Italien og Serie A-klubben Parma.

Undervejs i sit engelske ophold var Darmian desuden under ledelse af Jose Mourinho og senest Ole Gunnar Solskjær.

Men den norske manager valgte blot at benytte sig af 29-årige Darmian ved tre lejligheder, og den tidligere Torino-profil har derfor ikke meget tilovers for Solskjær.

- van Gaal og Mourinho er to fantastiske managere. De har vundet meget, og man kender dem, sagde Darmian ved sin præsentation i Parma.

- De er to fantastiske managere, som har efterladt mig med noget positivt, og det takker jeg dem for.

Matteo Darmian spillede 92 kampe i løbet af sin tid på Old Trafford. Han har skrevet under på en fireårig aftale i Parma.