Video : Tipsbladet
Europa League

FC Københavns europæiske brag bliver uden tilskuere

Der vil ikke være tilskuere i Parken, når FC København møder Istanbul Basaksehir.

FC København fik godt nyt torsdag aften, da UEFA besluttede, at de resterende kampe i ottenndedelsfinalerne af både Europa League og Champions League skal spilles på de oprindelige stadioner. Det betyder, at FC København spiller returopgør mod Istanbul Basaksehir i Parken.

Til gengæld må københavnerne undvære tilskuere til opgøret.

UEFA har således besluttet, at samtlige af de resterende kampe i Europa League og Champions League skal spilles for tomme tribuner. Det meddeler de på Twitter.

- UEFA har besluttet at UEFA-kampe skal spilles for tomme tribuner indtil videre. Det er inklusiv de resterende kampe i Champions League, Europa League, kvindernes Champions League og UEFA Youth League, skriver UEFA.

Det vides heller ikke, hvornår FC Københavns kamp mod Istanbul Basaksehir afvikles, men det bliver efter alt at dømme i starten af august.

Læs også:Officielt: FC København spiller Europa League-brag i Parken

FC København tabte det første opgør med et mål på udebanen i Tyrkiet.