Gammel kending ligner Rodgers' afløser i Celtic
Foto: Jan Kruger/Getty Images
Europa League

Gammel kending ligner Rodgers' afløser i Celtic

Neil Lennon ser ud til at tage over i Celtic efter Brendan Rodgers, der er i tæt kontakt med Leicester. Lennon har tidligere vundet tre mesterskaber som manager i den skotske storklub

Leicesters fyring af Claude Puel har sat gang i en større trænerkabale på de britiske øer. Tidligere i dag bekræftede Celtic, at de modvilligt lader manager Brendan Rodgers føre forhandlinger med Leicester om det ledige trænersæde. Det sætter Celtic i en situation, hvor de skal skifte manager midt i sæsonen.

Nu har de seneste syv års skotske mestre ifølge Sky Sports fundet Brendan Rodgers' potentielle afløser. De har nemlig tænkt sig at ansætte Neil Lennon som midlertidig manager for resten af sæsonen. 

Neil Lennon har allerede været træner i Celtic én gang, fra 2010 til 2014. Dengang vandt han tre mesterskaber, i 2012, 2013 og 2014.

Siden han stoppede i Celtic i 2014, har Neil Lennon været manager i engelske Bolton samt skotske Hibernian. Han forlod dog Hibernian ved udgangen af januar, og er derfor fri på trænermarkedet.

Det hele afhænger dog af, at Brendan Rodgers bliver enige med Leicester om at tage over i Kasper Schmeichels engelske klub. Noget, den tidligere Liverpool-manager selv er opsat på. Rodgers vil i så fald efterlade Celtic på en sikker førsteplads i den skotske liga, hvor de mangedobbelte mestre har otte point ned til ærkerivalen, Glasgow Rangers.