Video : Tipsbladet
Europa League

Medier: købsklausul er aktiveret - Simon Kjær forlænger Milan-ophold

Simon Kjær fortsætter karrieren permanent i AC Milan efter sit lejeophold i det italienske i dette forår. Det skriver både spanske og italienske medier.

Fremtiden er endelig afklaret for den danske landsholdsanfører, Simon Kjær. AC Milan har nemlig valgt at aktivere deres købsklausul på danskeren, der dermed skifter fra Sevilla efter denne sæson. 

Det skriver både spanske Marca og italienske Tuttosport.

31-årige Kjær har været udlejet af to omgange i denne sæson fra sin spanske klub Sevilla. I efteråret var danskeren på leje i Atalanta, men her blev det ikke til meget spilletid for landsholdsanføreren, der ikke formåede at spille sig ind i startopstillingen.

Flere AC Milan-fans oplevede det nok derfor også som noget af et sats, da kæmpeklubben i januar overtog danskeren på en ny halvårig lejeaftale, men siden har Kjær imponeret i Milano. Danskeren har været en fast klippe i Milan-forsvaret og været en af de store årsager til holdets opblomstring i foråret.

Det har klubben så nu angiveligt taget konsekvensen af ved at aktivere købsklausulen i danskerens lejekontrakt. Klausulen lyder på 3,5 millioner euro og udløb angiveligt natten til onsdag. 

AC Milan nåede dog at få forlænget den tirsdag aften, og det forventes derfor, at transferen præsenteres senere onsdag.

Simon Kjær har spillet 13 kampe for AC Milan i dette forår. Han har kun været med til at tabe én enkelt.