Video : Tipsbladet
Europa League

Kontrakt-krig: Derfor venter Donnarumma

Milans Gianluigi Donnarumma har slet ikke travlt med at skrive under på en ny aftale med klubben.

Gianluigi Donnarumma har kontraktudløb til sommer i AC Milan, og derfor arbejdes der nu på en ny aftale for den 22-årige målmandskomet. Det lader dog til, at spilleren har stor tålmodighed med at få sat sin underskrift på det stykke papir, som Milano-klubben har til ham.

Det skyldes ifølge den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, at Donnarumma først vil være helt sikker på, at klubben spiller med i Champions League i næste sæson.

Den nuværende kontrakt giver ham 44 millioner kroner om året, og det tilbud, som Milan har til ham, er på godt 60 millioner kroner om året. Det er dog ikke helt nok, da målmandens agent Mino Raiola angiveligt går efter at sikre en årsløn på 75 millioner kroner til sin klient.

Den vil blot gælde til 2023, hvis Raiola får det som han vil, ligesom der også skulle være en frikøbsklausul indbygget i aftalen.

Samtidig går man ind til en sommer, hvor mange storklubber tilsyneladende er ude efter en ny målmand, og hvis man kan få en talentfuld spiller som Donnarumma uden at betale en transfer for ham, så vil interessen givetvis være mget stor for ham.

I forhold til en plads i Champions League, så er der meget gode muligheder. Der er seks point ned til femtepladsen, som blot giver Europa League-deltagelse for Milan, der i øjeblikket er på andenpladsen i Serie A. 

Donnarumma har været stærkt kørende sammen med resten af Milan-defensiven, hvor Simon Kjær spiller en stor rolle. Samlet har målmanden holdt buret rent i 38 kampe i alle turneringer i denne sæson.