Video : Tipsbladet
Europa League

Landstræner sammenligner Lukaku med Maradona

Roberto Martinez forstår ikke den heftige kritik, der har været af Romelu Lukaku. Diego Maradona blev heller ikke bedømt på, om han kunne forsvare, lyder det.

For Belgien sidder Romelu Lukaku sikkert på den enlige plads i angrebet, men der blev ikke på samme måde sat pris på angriberen, da han spillede for Manchester United.

Det er den følelse, den belgiske landstræner, Roberto Martinez, sidder tilbage med, efter Lukaku er blevet solgt til Inter.

Martinez forstår nemlig ikke den heftige kritik, der har været af 26-årige Lukaku. Han påpeger, at Diego Maradona heller ikke blev bedømt på sine defensive kvaliteter.

- Han havde et par fænomenale sæsoner i Everton, men i næsten samme øjeblik, som han forlod Everton, var der nærmest en følelse af, at alle ville fokusere på de kampe, hvor Rom ikke scorede. Det blev gjort til en negativ ting ved hans præstation.

- Det har været overraskende for mig, fordi Rom har utrolige kvaliteter. Han er en målscorer. Han kan ikke blive bedømt på ting, der ikke er hans opgaver, som hvis Diego Maradona blev kritiseret for ikke at kunne tackle, forsvare defensive dødbolde eller bruge sin højre fod. 

- Ingen snakkede om, hvor mange gange Maradona brugte sin højre fod. Rom er en målscorer. Det er hans job, og det er det, han gør bedst, slutter Martinez over for The Times.

Romelu Lukaku scorede 42 gange i løbet af sine to sæsoner i Manchester United.