Video : Tipsbladet
Europa League

Langer ud efter Arsenal-spillerne: De ignorerer Ødegaard!

Arsenals spillere var ikke dygtige nok til at sætte Martin Ødegaard i scene mod Benfica. Sådan lyder kritikken nu fra Arsenal-legenden Martin Keown.

Arsenal måtte nøjes med 1-1 i Europa League-turneringen i det første af to knock-out opgør, da de torsdag var på besøg hos Benfica i det portugisiske. 

Kampen var samtidig den første, hvor den norske lejesvend fra Real Madrid Martin Ødegaard spillede 90 minutter for Arsenal, inden han lod sig udskifte i dommerens tillægstid. 

Ødegaard viste egentlig rigeligt med initiativ i opgøret, men holdkammeraterne får nu kritik for ikke at imødkomme nordmandens engagement tilstrækkeligt. 

Det er nærmere præcist Arsenal-forsvarslegenden Martin Keown, der stadig ser mulige forbedringer, hvis Ødegaard skal blive en succes i London-klubben.

- Ødegaard virker til at være en spiller, som Arsenal er klar til at vente på, slår til. Torsdag var der tegn på gode kombinationer, flot overblik og teknisk overskud fra ham. Men Arsenal-spillerne virker nogle gange til at ignorere ham, de gav ham slet ikke bolden nok. Det bliver de nødt til at arbejde med, siger Keown til radiostationen talkSPORT og fortsætter:

- Hvis du har en spiller, der leder efter rum på midtbanen, bliver du nødt til at bruge ham, og han har uden tvivl talentet til at finde sine medspillere, siger Arsenal-legenden.

Han understreger dog samtidig, at man skal have tålmodighed med nordmanden. 

Næste opgave for Arsenal og Ødegaard er en svær udekamp mod Manchester City søndag aften i Premier League.